Hjem » DM&E Entreprenør og Kloakmester på Rørcenterdagene med klart budskab til landets kommuner – Vær tydelig i jeres krav og vilkår til kloakmestrene

DM&E Entreprenør og Kloakmester på Rørcenterdagene med klart budskab til landets kommuner – Vær tydelig i jeres krav og vilkår til kloakmestrene

Når DM&E Entreprenør og Kloakmester deltager på årets Rørcenterdage i Taastrup onsdag og torsdag denne uge, er det med et specielt fokus på vand, afløbsteknik og klimatilpasning. Derudover har brancheorganisationen et opråb med til landets kommuner, som handler om at praktisere en mere standardiseret sagsbehandling, så kloakmestrene i fremtiden nemt kan danne sig et overblik over de krav, der stilles fra kommunerne. Det er blandt andet krav til forhold som færdigmelding, undersøgelser til separatkloakering mv. For som det er nu, varierer disse krav og vilkår meget fra kommune til kommune.

Sidst, men ikke mindst ser brancheorganisationen frem til at præsentere et nyt visuelt univers med nyt logo og farver til eksisterende såvel som potentielle medlemmer og samarbejdspartnere.

Hvad sker der, når kloakmesteren krydser kommunegrænsen?

Det vil Sebastian Skipper Ravn, DM&E’s chefkonsulent for organisationens entreprenører og kloakmestre, besvare under sit indlæg 14. juni kl. 09-10.30. Sebastian vil desuden have fokus på separeringer, og hvilke løsninger der kan komme i spil, når man planlægger separeringsprojekter. I indlægget vil han også provokere og stille spørgsmålstegn ved de nuværende løsninger, der giver udfordringer for kommuner, men især også landets kloakmestre.

”Da mange kloakmestre i forbindelse med deres arbejde kommer rundt i flere kommuner, giver det udfordringer i form af administrative sysler. I dag er der nemlig stor forskel på, hvordan den enkelte kommune håndterer kloaksager – også internt”, siger Sebastian Skipper Ravn, som gerne ser en mere tydelig og ensartet kommunikation fra landets kommuner til kloakmestrene, når de stiller krav og vilkår til projekterne.

Første messe med nyt udtryk

Der har været gang i de kreative hjørner og målbevidste hjerner, da processen til en ny hjemmeside og identitet blev sat i værk. Det nye udtryk går igen på en nye hjemmeside som går live i starten af juli, hvor organisationens klare vision og kernefortælling kommer til udtryk.

”Mange har nok allerede set de nye logoer fra e-mail signaturer og brevpapir, men det er første gang vi har det nye univers udstillet på en messe”, siger Sebastian Skipper Ravn.

Pressen inviteres til at deltage i udstillingen
Rørcenterdagene afholdes af Teknologisk Institut, og den løber af stablen den 14. og 15. juni 2023 på 3 af parkeringspladserne på Gregersensvej 1, 2630 Taastrup, Danmark.

For yderligere information, kontakt venligst:
Sebastian Skipper Ravn, chefkonsulent DM&E Entreprenør, sr@dmoge.dk, 7641 3668.

Kontakt os

Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.