D. 1. juli var en skelsættende dag for arbejdsgiverne, da der her kom nye regler for ansættelsesbeviser. De nye regler betyder, at den nyansatte, der arbejder mere end tre timer pr. uge, skal have en kontrakt i hånden indenfor en uge, i modsætning til førhen, hvor det var en måned.
En ting er at få lavet en ansættelseskontrakt, noget andet er at få lavet én, der tager udgangspunkt i såvel branchens behov som parternes aftalte rammer for ansættelsen. Selvom der er et hav af muligheder for at hente skabeloner ned, er det dog ikke altid det mest hensigtsmæssige. Ifølge Christian Duborg, der er arbejdsmiljøkonsulent i DM&E, er der nemlig en række faktorer, der spiller ind i udarbejdelsen af ansættelseskontrakten.
– Det er bl.a. en udvidet oplysningspligt, som indebærer de nøjagtige opgaver, konkrete arbejdstider samt forventninger og krav til den ansatte. Det kan også være en begrænsning på, hvor lang en prøveperiode, man kan aftale, siger Christian Duborg, som pointerer, at det også er en god idé at have styr på det formelle hurtigst muligt;
– Min stærke anbefaling er, at så snart du har aftalt ansættelse med en ny medarbejder, kan du lige så godt få styr på det formelle med det samme, før din nyansatte ankommer til første arbejdsdag. Dermed slipper du også for at skulle i gang med noget, som du alligevel har været halvt omkring, når du aftaler ansættelsen, siger han.
En fordel med faste procedurer
Det er en god ide at have en procedure vedr. ansættelseskontrakter, så de altid er opdateret. Og det er samtidig vigtigt at have et grundlag at skrive ud fra. På den måde fjerner du endnu mere administration i fremtiden. Hos Tjele Entreprenørforretning sørger administrationschef Lone Nielsen for, at der er helt styr på ansættelsesbeviserne.
– Jeg ser ikke ændringen som nogen stor udfordring, da vi har én ansat til det, nemlig mig. Og ellers har jeg alle muligheder for at få rådgivning. Men hos andre, mindre virksomheder, hvor mester er travlt optaget med at grave huller og ikke når papirarbejdet, tænker jeg at det kan være udfordrende at finde tiden til det, siger Lone Nielsen.
Afstem forrentningerne og aftal rammerne
Ifølge brancheforeningen er det også vigtigt at have nedskrevet politikker, afstemme forventningerne og få sat nogle rammer for ansættelsen.
– Når man får talt dette igennem, har man forventningsafstemt og på denne måde fjernet mange kilder til forvirring og uoverensstemmelse. Vi vil som brancheorganisation gerne være med til at skabe de bedste vilkår for vores medlemmer og står derfor gerne til rådighed med sparring og rådgivning. Desuden kan du på vores hjemmeside finde diverse skabeloner som f.eks. kontrakter og aftaler, du kan anvende, når du skal ansætte personale, afslutter Christian Duborg.
Faktaboks med tre gode råd
- Hav en procedure vedr. ansættelseskontrakter, så de altid er opdateret. Brug arbejdsgiverforeningens skabeloner, hvis I har tegnet overenskomst, og ellers brug en skabelon til ansættelseskontrakter, der lever op til lovkrav.
- Skab et godt og sikkert arbejdsmiljø, og hav styr på jeres APV
- Vær bevidst om at skabe en god kultur i virksomheden. Personalegoder, de sociale arrangementer og udviklingsmuligheder er mindst lige så vigtige som lønnen.
For yderligere information, kontakt venligst:
Christian Duborg, cd@dmoge.dk, +45 7641 3672 eller administrationschef Lene Poulsen, poulsen@dmoge.dk, + 45 7641 3673