Da DM&E Magasinet fanger Brian Kofoed på telefonen, er han på farten et sted i det jyske landskab. Han er midt i et kursusforløb på Learnmark i Horsens – og en af de første i landet, der klæder sig på til at kunne leve op til de nye krav om autorisation og selektiv nedrivning, der træder i kraft 1. juli 2025.
Brian Kofoed, der driver STM Entreprise på Bornholm, har mange års erfaring med nedrivning og har allerede et stort kendskab til det meste af kursusindholdet. Alligevel oplever han ikke kurset som spild af tid – tværtimod. For midt i undervisningen har han fået tid og rum til at reflektere over den retning, branchen bevæger sig i. Og her står én ting klart: Lovgivningen rummer alvorlige svagheder.
Lovændringen er ment som et vigtigt skridt i arbejdet for at gøre nedrivning mere ansvarlig og bæredygtig. Bag de nye regler ligger flere års strategisk indsats fra DM&E, som har søgt at påvirke området gennem netværksgrupper, følgegrupper, pressemeddelelser og et større projekt om cirkulær økonomi. Målet har været at sikre, at lovgivningen tilpasses sådan, at den også passer til de små og mellemstore nedrivningsvirksomheder.
Men i takt med, at reglerne nærmer sig ikrafttræden, bliver det tydeligt, at for eksempel 250 kvadratmeter-grænsen åbner for omgåelser. Det undergraver både intentionen om sporbarhed og den miljømæssige sikkerhed, som loven netop skulle fremme.
Samtidig vil færre end 60 personer på landsplan være klar til at udføre arbejdet efter de nye krav. Uddannelseskapaciteten og den korte tidshorisont har skabt flaskehalse, som betyder, at de fleste virksomheder endnu ikke har mulighed for at leve op til lovens krav – til trods for de gode intentioner. Midt i omstillingen står Brian Kofoed, som kender faget indefra og nu er blandt de første, der forbereder sig på den autoriserede fremtid.
Hvordan ser du kravet om autorisation – løfter det kvaliteten, eller skaber det mere bureaukrati og ulighed?
– Jeg er ikke i tvivl om, at det vil hæve standarden. Det vil skille fårene fra bukkene og gøre det sværere for dem, der hidtil har opereret i gråzonen, at fortsætte som før. Men ja, det skaber også øget bureaukrati – og det bliver klart sværere for små aktører og nye virksomheder at komme i gang.
Da jeg selv startede op, kunne jeg bare gå i gang. I dag skal man have kurser, autorisation og dokumentation på plads. Det kræver flere administrative ressourcer, og for os, der helst vil være ude at arbejde, betyder det, at kontoret bliver en større del af forretningen. Når man så har autorisationen, giver det til gengæld en form for beskyttelse og professionalisering. Men selv for dem, der ønsker at følge med, har vejen dertil været alt andet end lige.
Har der været tilstrækkelig tid og kapacitet til at omstille sig til de nye krav?
– Nej, slet ikke. Det minder om, da asbestreglerne blev skærpet i 2010. Man har kendt til ændringerne i 18 måneder, men der er først nu uddannelsestilbud og procedurer på plads. Miljøministeriets hjemmeside giver stadig ikke mulighed for tilmelding eller at indsende nødvendige dokumenter. Der er et tydeligt kapacitetsproblem – og mange er stadig i tvivl om, hvad kravene helt præcist indebærer. Et af de mest omdiskuterede elementer i de nye regler er selve grænsen for, hvornår autorisation kræves.
Grænsen på 250 kvadratmeter – giver den mening?
Grænsen på 250 kvadratmeter er måske tænkt som en enkel og administrativt håndterbar afgrænsning, men i praksis risikerer den at underminere selve formålet med den nye lovgivning. Ifølge Brian Kofoed rammer denne grænse skævt i forhold til den virkelighed, som mange små og mellemstore nedrivere arbejder i.
– Jeg arbejder med alle typer bygninger – fra små stuehuse til mellemstore landbrugsejendomme. Det giver slet ikke mening, at vi skal skelne mellem nedrivningstyper ud fra et tal. Der er store mængder brugbare materialer i mindre bygninger, og når vi kun sætter ind ved 250 kvadratmeter og derover, mister vi potentialet i de mindre projekter – både økonomisk og miljømæssigt.
DM&E har påpeget det samme i høringssvar og udmeldinger: Grænsen er ikke bare arbitrær – den kan direkte modarbejde intentionen om at fremme selektiv nedrivning og cirkulær økonomi.
– For mig ville det give langt mere mening, hvis grænsen blev sænket til 50 kvadratmeter – eller helt ned til samme niveau, som byggeloven opererer med, for eksempel 10 kvadratmeter. Lovgivningen burde ikke handle om størrelsen på bygningen, men om mængden og typen af materialer, der håndteres.
Svagheder i lovteksten
En af de mest alvorlige kritikpunkter, som Brian Kofoed fremhæver, handler om en utilsigtet konsekvens af formuleringen i lovteksten. Loven forholder sig til bruttoareal, og det betyder, at større nedrivningsprojekter potentielt kan opdeles og fragmenteres for at undgå autorisationskravet.
– Det er helt skørt. Du kan stå med 1.700 lejligheder i indre København – og så længe du ikke registrerer ét samlet bortrevet areal over 250 kvadratmeter, kan du i princippet demontere taget og pille det hele fra hinanden uden autorisation. Det underminerer jo alt det, vi forsøger at opnå med de nye regler.
– Denne mulighed for omgåelse er ikke blot et hul i lovgivningen – det er en potentiel trussel mod sporbarheden af miljøskadelige stoffer og mod selve idéen om ansvarlig materialehåndtering.
– Det burde være volumenet af de fjernede materialer, der var afgørende – ikke et snævert arealkrav. Især fordi det typisk er ved renoveringer og selektive nedtagninger, at de farlige stoffer er i spil. Hvis der ikke er autorisation eller dokumentationspligt, mister vi kontrollen.
Ud over de tekniske og miljømæssige mangler rejser grænsen også spørgsmål om retfærdighed og konkurrencevilkår.
Et marked delt i to
Brian Kofoed peger også på, at 250 kvadratmeter-grænsen i praksis skaber en kunstig opdeling af markedet – og det kan få konsekvenser for konkurrencen.
– Lige nu er vi i en fase, hvor de store virksomheder har ressourcerne og kapaciteten til at tage autorisationen – og de små bliver hægtet af. De store får autorisationen og kan pludselig markedsføre sig på, at de er de eneste, der må tage de større opgaver. Det bliver svært for de små at følge med.
– Derfor er det afgørende at grænsen revurderes i lyset af de praktiske erfaringer, som branchen allerede nu gør sig. En mere fleksibel tilgang, hvor autorisation og selektiv nedrivning kobles til miljøpåvirkning, affaldstyper og ressourcer frem for bygningens areal, vil give langt bedre mening.
Hvilke fordele og ulemper ser du ved, at bygherren skal tilknytte en miljø- og ressourcekoordinator?
– Det afhænger af kunden. For større bygherrer med egne rådgivere er det en hjælp, da vi får nogen at spille bold op ad. For mindre kunder – for eksempel landmænd, der skal rive en grisestald ned – giver det mere mening, at nedriveren varetager begge roller.
– Vi skal ikke glemme, at byggematerialer i Danmark er så billige, at det kan være svært at konkurrere med genbrugsmaterialer. Men det ændrer sig, når CO2-aftrykket fra nye byggerier får større vægt i LCA-beregningerne. Så får genbrug en langt vigtigere rolle.
Men vil loven reelt hjælpe den grønne omstilling på vej – eller spænde ben for den i praksis? Ifølge Brian er svaret er både-og. – Loven er et værktøj til at bremse nybyggeri og fremme renovering og genbrug, men det skal ske under ordentlige vilkår. En brugt mursten koster i dag op til 20 kroner mere end en ny. Det er helt skævt. Det gør det svært at træffe grønne valg uden at blive straffet økonomisk.
– Jeg tror ikke, det bliver dyrere for Danmark på sigt, hvis vi får styr på de farlige stoffer og affaldet. Der skal være mindre incitament til at dumpe affald, og det sker kun, hvis det er billigt og nemt at komme af med det – særligt farligt affald som PCB og asbest.
Blå bog
● Gift med Camilla Kofoed.
● Ejer af STM Entreprise med 29 ansatte i alt.
● Driver et større landbrug - St. Muregaard på 315 hektar med bornholmergrise med 10 ansatte.
● Uddannet agrarøkonom i 2003 samt kloakmester 2019.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
