Hjemmelavet adapter sparer masser af arbejdstid cover
Hjem » Hjemmelavet adapter sparer masser af arbejdstid

Hjemmelavet adapter sparer masser af arbejdstid

​Med Højgaard Flis’ selvudviklede adapter kan en mand skifte fra processor- til fældehoved på tre kvarter mod to-tre timer uden adapter. Det øger fleksibiliteten.

​Den øger fleksibiliteten, er mere effektiv og giver en stor tidsbesparelse. Det er de tre helt store fordele, som Henrik Dalgaard, indehaver af Højgaard Flis ved Roslev nær Skive, fremhæver ved sin hjemmelavede adapter til virksomhedens Ecolog 560C-skovningsmaskine.

– Vi arbejder primært med flis, men laver også tømmer for Dalgas af og til; ofte i en kombination med at beskære til flis. Det gav et problem, når vi skulle bytte rundt på Log Max-hovederne. Det krævede meget arbejde og tid at skille processorhovedet fra armen på skovningsmaskinen og montere fældebunkehovedet. Det var træls, fortæller Henrik Dalgaard i en pause fra en opgave med at beskære et buskads i et sommerhusområde ved Spøttrup en fredag i januar.

Efter købet af en ny Ecolog 560G beholdt Henrik Dalgaard sin gamle Ecolog 560C, da den var betalt. Han købte den nye maskine for at få større driftssikkerhed og effektivitet samt bedre komfort i kabinen.

Lavede to adaptorer

Hvad gør man så? Henrik Dalgaard og en lokal smed lagde hovederne i blød og tegnede en adapter, som smeden skar til og svej sede sammen. Faktisk lavede han to adaptere, da Højgaard Flis stod over for at skulle købe en ny skovningsmaskine.

Samtidig udviklede en tekniker, der havde været ansat hos Sawo, et styresystem, som gjorde det nemt at skifte armens indstillinger fra processorhoved til fældebunkehoved.

– Det kræver kun et tryk på skærmen i kabinen. Armen sænker man ned, så aggregatet står på en trailer. Så skal man åbne et kvikbeslag, løsne to bolte og klikke to storslanger af. Adapteren har en krog, som aggregatet er hængt på, som man så kan ’fange’ det andet aggregat med, og spænde det fast, forklarer Henrik Dalgaard.

​Alt i alt tager ombytningen 30-45 minutter og kan udføres af en mand. Uden adapteren tog skiftet to-tre timer og krævede to mand.

– Det er hammergodt. Man er fri for at have to flytninger, og det er nemt fx at køre med processorhoved en halv dag og så skifte aggregat. Det gør arbejdet mere rationelt, fastslår Henrik Dalgaard.

Adapteren sidder til højre for hydraulikarmen. Henrik Dalgaard købte den nye Ecolog 560G i februar sidste år som afløser for en ældre 560C.

Mere rationelt

Han er med på, at man kan beskære med et fældebunkehoved og fælde tømmer med processorhoved, men:

– Begge dele er besværligt. Et skift gør arbejdet mere rationelt.

​Det seneste års tid har Henrik Dalgaard dog ikke kunnet udnytte fordelene ved de to adaptere fuldt ud. Den ene af adapterne er nemlig monteret på den Ecolog 560G, han købte i februar 2025, og dens program kan ikke håndtere adapterens nemme skifte.

– Ecolog i Sverige fik ikke lavet en løsning. Det forsøgte en dansk Ecolog-montør at gøre, men det virker ikke ordentligt. Det er irriterende, men vi har været tålmodige og ventet på, at den etårige garanti på maskinen udløber 1. februar. Til den tid monterer min teknikerforbindelse logostyringen 560G’s konsol, pointerer Henrik Dalgaard.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.