44-årige Lars Bucka er ikke blot ejer af Sønderjyllands Maskinstation og tre af Børsens Gazelle-priser. Han har også en lille rød Kina-bog fyldt med notater fra samtaler, han har haft med sine medarbejdere gennem de seneste år. Bogen er blevet et vigtigt ledelsesværktøj for ham, selv om det krævede en dyb indånding at gå i gang med den.
På Tøndervej i Rødekro ligger Sønderjyllands Maskinstation. Her arbejder indehaver Lars Bucka, otte fastansatte og en række løsarbejdere med alle de typer af opgaver, som en moderne maskinstation og entreprenørvirksomhed udfører. Han er uddannet landmand og jordbrugsteknolog, og så er han ifølge eget udsagn meget optaget af grej og udstyr – specielt traktorer.
’Det er spild af tid’
Lars Bucka er ikke typen, der skriver flygtige tanker ned i en poesibog eller holder dybe terapisamtaler med andre mennesker. Men efterhånden, som hans virksomhed vokser, følger antallet af faste og løse medarbejdere jo med. Og i forbindelse med, at virksomheden modtager Børsens Gazelle-priser for vækst i 2017, 2018 og 2019, spørger en repræsentant for en erhvervsforening om, hvad han gør for at holde sammen på organisationen? Om han fx holder medarbejderudviklingssamtaler med dem? Og Lars Buckas reaktion er helt klassisk at afvise det som irrelevant:
– Jeg sagde bare, at det ikke er nødvendigt, når man kender hinanden, og at det er spild af tid. Jeg regnede det mest som noget, kontorfolk underholder hinanden med. Men jeg kunne jo godt selv høre, at jeg var galt på den.

Ro i maven
Så efter lidt overvejelse tog Lars Bucka en dyb indånding og begyndte at afholde samtaler med sine faste medarbejdere. Først som fælles samtaler om, hvad der skal udføres i nærmeste fremtid. Senere som individuelle udviklingssamtaler, der handler om hvilken retning medarbejderen og virksomheden bevæger sig i.
– Jeg skaffer mig en spørgeramme fra nogle rådgivere, og så begynder jeg at tale med medarbejderne om, hvad de drømmer om, hvor tilfredse de er og hvad der bekymrer dem i forhold til jobbet og opgaverne. Og pludselig fandt jeg ud af, at det giver mig ro i maven at have styr på stemningen blandt medarbejderne. Det gør det nemmere at være leder.
Lars’ lille røde
I 2022 købte Lars Bucka Bedsted Maskinstation, og med fusionen voksede både den faste organisation og antallet af løsarbejdere. Efter fusionen skemalagde han arbejdet med MUS mere systematisk, og han begyndte at afholde samtaler med løsarbejderne også. Samtidig begyndte han at notere samtalernes indhold i en håndskrevet notesbog, så han nu har styr på, hvad der skal følges op på:
– Jeg anskaffede mig den her røde Kina-bog, som jeg skriver planer og ønsker ned i. At skrive det i hånden giver mere eftertanke, og så har jeg jo mulighed for at gå tilbage og se, hvor vi kom fra, og om målene er opfyldt, når vi når næste samtale.

Basis for udvikling og vækst
I dag er al Lars’ skepsis omkring samtalerne forsvundet. Han arbejder systematisk med medarbejderudviklingssamtaler, og han udvikler løbende sin spørgeramme med input fra DM&E.
– Jeg er har jo fundet ud af, at det er guld værd at vide, hvad der foregår blandt medarbejderne. Både for dem og deres trivsel – men også for mine muligheder for vækst. Hvis de går og har det skidt, smutter de jo bare uden at sige noget. Og hvis de har det godt, så smitter det jo direkte af på min forretning. Jeg tør godt sige, at samtale fremmer forretningen.

Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
