Morten Holm er ny i Junior-netværket – og ser det som en oplagt mulighed for at udvikle både sig selv og Sindahl Maskinstation, han er med til at drive fremad.
I Kværndrup på Fyn hos Sindahl Maskinstation begynder arbejdsdagen tidligt, og tempoet er ofte højt. For Morten Holm er det netop variationen, der gør arbejdet på maskinstationen interessant – sammen med det ansvar, der følger med rollen som ansvarlig.
Morten Holm er 38 år og uddannet faglært landmand indenfor svin og planter på Dalum landbrugsskole i 2008, og har erfaring fra både svinestald og mark. Han gik længe med en drøm om at arbejde mere målrettet med maskiner og markdrift, inden vejen til hans nuværende job opstod lidt tilfældigt – en tur for at kigge på bagdæk på en gammel veteran traktor udviklede sig til en samtale, der endte med ansættelse af Kurt Sindahl, indehaver af Sindahl Maskinstation. I dag, fem år senere, spiller Morten Holm en central rolle hos Sindahl Maskinstation.

Fra medarbejder til medansvar
Morten Holm fungerer i dag som højre hånd for Kurt Sindahl og spiller en central rolle i planlægningen på maskinstationen. Sammen med Kurt Sindahl og hans søn Benjamin Sindahl lægger Morten Holm ugeplaner, fordeler opgaver og sikrer, at bemandingen går op.
Opgaverne spænder fra klassisk maskinstationsarbejde til mere komplekse specialopgaver. En stor del af arbejdet handler om håndtering og udbringning af slam, kompost og biomasse i samarbejde med biogasanlæg, og det er en type arbejde, hvor planlægning og erfaring er afgørende.
– Det er ikke bare at køre. Man skal hele vejen igennem tænke over, hvordan man gør det smartest og sikrest, forklarer han.
Tømning af rektortanke kræver særligt overblik
Hos Sindahl Maskinstation er fokus rykket væk fra traditionelle opgaver som pløjning og såning og over mod mere specialiserede opgaver, hvor der kræves både specialudstyr og tilpassede løsninger.
Et eksempel er arbejdet med biogasanlæg, som virksomheden får flere opgaver med, hvor Morten Holm og kollegerne blandt andet står for at tømme reaktortanke. Det kan være opgaver på flere tusinde ton, som skal håndteres over flere dage eller uger.
Arbejdet foregår under særlige forhold, hvor sikkerheden er altafgørende. Tankene skal ofte stå og afgasse, før man kan arbejde i dem, hvilket kan betyde, at opgaven skal gås til og fra og kan tage op til flere uger. Medarbejderne er udstyret med sikkerhedsudstyr som ilt og beskyttelse mod farlige gasser, og arbejdet kræver ro og erfaring, da situationer hurtigt kan ændre sig.

Morten Holm er med til at planlægge hele processen – fra valg af maskiner og udstyr til koordinering med vognmænd og kunder.
I planlægningsprocessen er samarbejdet med kunder og samarbejdspartnere et af hans styrker, og noget den unge leder lærer en masse af fra gang til gang. Her er der nemlig plads til dialog og tilpasning, og det giver mulighed for løbende forbedringer.
Den faglige stolthed er tydelig hos ham – og den bliver også bemærket af kunderne.
Morten Holm oplever, at kunderne efterspørger ham direkte, når opgaverne skal løses. Det ser han som en anerkendelse af både kvaliteten og samarbejdet.
– Det betyder noget, når kunderne ringer og gerne vil have én tilbage året efter, fortæller han stolt.
Anerkendelsen fra kunderne og ansvaret for opgaven er motivationsfaktorer i hans arbejde.
Privat har Morten Holm en kæreste, som han har dannet par med gennem 20 år, og en datter på 15 år, der bakker ham op i hverdagen. Arbejdet kræver fleksibilitet, og i travle perioder kan der gå op til en uge, hvor familien ikke ses, når opgaverne ligger rundt i Jylland, og dagene tilbringes på hotel eller kro. Opbakningen hjemmefra er derfor afgørende og giver ham mulighed for at lægge den indsats, der skal til for at levere høj kvalitet til kunderne.

Effektivitet i praksis
Arbejdet hos Sindahl Maskinstation er præget af fokus på effektivitet. Det gælder både i planlægningen og i udførelsen.
Morten Holm arbejder blandt andet med en New Holland T7.270 på 270 hk, udstyret med Siwi Hitch og frontlæsser. Det gør det muligt hurtigt at afmontere vognen direkte fra førersædet uden at skulle ud og frakoble hydraulikslanger og PTO.
Selvom traktoren er mindre end mange andre, er den effektiv og gør det muligt for ham selv at læsse og køre materiale uden ekstra maskiner. Det sparer både bemanding og tid, da opgaverne kan løses hurtigt og fleksibelt – noget Morten Holm lægger stor vægt på i planlægningen.
Morten Holm fortæller blandt andet om en opgave syd for Kolding, han er særlig stolt af, hvor store mængder materiale skulle flyttes med traktoren.
En kunde skulle have udbragt 660 ton kompost fordelt på flere marker. Vogntoget med traktoren fra Kværndrup til Kolding var for bredt til at krydse den gamle Lillebæltsbro alene, så turen foregik med politieskorte. For at få logistikken til at gå op var der på forhånd kørt en firmabil til Kolding, så han kunne komme hjem igen efter endt arbejde.
Ved ankomsten om formiddagen blev opgaven planlagt i tæt samarbejde med kunden – blandt andet med fordeling af mængder pr. hektar og koordinering af de enkelte marker. Kort efter gik arbejdet i gang.
Og allerede sidst på eftermiddagen var opgaven afsluttet.
– Det gik noget hurtigere, end vi havde regnet med – vi regnede med, at det tog to hele arbejdsdage, fortæller Morten.
Tempoet overraskede også virksomhedens ejer, Kurt Sindahl, som i stedet sendte Morten hjem for dagen, mens en kollega senere hentede vogntoget.
Med en køretur på omkring fire timer hver vej var det en arbejdsdag, der både stillede krav til planlægning, effektivitet og overblik – og som understreger den type opgaver, der præger hverdagen hos Sindahl Maskinstation.

Et tilfældigt møde med netværket
Det var først i forbindelse med DM&E’s Vidensdage i 2026, at Morten blev opmærksom på Junior-netværket. Som led i udviklingen hos Sindahl Maskinstation, blev han inviteret med til Vingsted i januar. Her opdagede han netværket – og meldte sig hurtigt ind.
Og motivationen for at blive en del af netværket er klar: behovet for faglig sparring.
Gennem mange år har Morten savnet nogen at vende erfaringer og udfordringer med – andre, der står i lignende roller og arbejder med samme type opgaver.
– Jeg har manglet nogen at snakke med om, hvordan de gør tingene.
Netværket giver mulighed for at møde andre i samme situation – unge i branchen, der arbejder med ansvar, udvikling og drift.
Morten Holm ser det som en mulighed for at få nye perspektiver og blive inspireret af andres løsninger.
Inspiration til udvikling
For Morten Holm handler deltagelsen ikke kun om personlig udvikling, men også om at styrke maskinstationen på Fyn.
Han er især interesseret i at se, hvordan andre maskinstationer arbejder – både i forhold til udstyr, arbejdsgange og organisering.
Og det handler ikke kun om teknik, men også om ledelse og trivsel.
Hvordan fastholder man medarbejdere? Hvordan skaber man en god kultur? Og hvordan udvikler man virksomheden? Det er emner, han håber at finde svar på gennem netværket.
En aktiv del af fremtiden
Selvom han er ny i netværket, går Morten Holm ind i det med både erfaring og ambitioner. Med sine mange år i branchen har han også noget at bidrage med – særligt over for yngre kolleger i branchen.
Samtidig er han tydelig omkring sit eget fokus: at lære og udvikle sig.
Netværket skal ikke kun være et sted for arrangementer, men også et forum for relationer, der rækker ud over møderne.
– Det kunne være fedt, hvis man bare kunne ringe til hinanden og spørge hinanden til råds.
Med mere og mere ansvar i hverdagen og et nyt netværk i ryggen ser Morten Holm gode muligheder for både personlig udvikling såvel som for maskinstationen på Fyn.
– Jeg glæder mig til at komme i gang.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
