Hjem » Udsynet fremad kan koste kørekortet

Udsynet fremad kan koste kørekortet

Mange tænker over bredde, vægt og afmærkning, når traktoren skal på vejen. Men et af de områder, der i stigende grad får myndighedernes opmærksomhed, er udsynet fra førerpladsen. Og konsekvenserne kan være alvorlige.

Så sent som i sidste uge blev en sag behandlet ved retten, hvor en chauffør fik en ubetinget frakendelse af kørekortet. Der var flere forhold i sagen, men det afgørende punkt var, at en frontmonteret tromle begrænsede udsynet fremad i en sådan grad, at køretøjet ikke levede op til reglerne.

Reglerne er klare: Føreren skal have tilstrækkeligt udsyn til vejbanen foran køretøjet. For traktorer og selvkørende maskiner betyder det i praksis, at vejbanen skal kunne ses 12 meter foran det punkt, hvor føreren sidder. Hvis fronttanke, frontlæsser, tromler, skovudstyr, redskaber eller andre frontmonterede enheder blokerer udsynet, kan køretøjet være ulovligt at køre med på offentlig vej.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at det ikke kun er selve redskabet, der vurderes. Også monteringshøjde, transportstilling, dækdimensioner og køretøjets samlede opbygning har betydning for, om udsynskravene er opfyldt.

Vi opfordrer derfor alle medlemmer til at tage et kritisk kig på egne maskiner og transportopstillinger:

  • Kan vejbanen ses tilstrækkeligt langt fremme?
  • Begrænser fronttank, frontlæsser eller andet udstyr udsynet?
  • Er redskabet placeret korrekt under transport?
  • Er der sket ændringer på maskinen, som påvirker udsynet?

Vores hollandske kolleger har udarbejdet illustrationen nedenfor, som viser principperne for de gældende udsynskrav på landbrugs- og entreprenørmaskiner. Figuren illustrerer blandt andet kravet om synlig vejbane 12 meter foran føreren og kan være en god hjælp til at vurdere, om maskinen lever op til reglerne.

Det er langt bedre at kontrollere udsynet hjemme på gårdspladsen eller værkstedet end at få det vurderet ved en vejsidekontrol eller i en retssal. Godt udsyn handler ikke kun om at overholde reglerne – det handler først og fremmest om trafiksikkerhed for både føreren og de øvrige trafikanter.

Tag derfor et ekstra kig på maskinen, inden du kører ud på vejen. Det kan være forskellen på en sikker transport – og en frakendelse af kørekortet.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.