Da Anders Lindenskov sagde sit job i landbruget op, vidste han ikke, hvad næste skridt skulle være. Et opkald fra en lokal entreprenør blev starten på en ny retning – og i dag driver han sin egen entreprenør- og kloakvirksomhed på Fyn. Samtidig har han engageret sig i bestyrelsen for Junior-netværket hos DM&E, hvor han vil være med til at styrke fællesskabet blandt unge i branchen.
Fra landmand til entreprenør
Som helt ung var Anders Lindenskov overbevist om, at hans fremtid lå i landbruget. I 2020 blev han uddannet landmand fra Dalum Landbrugsskole med speciale i planteavl, og planen var klar: Han ville ud og køre traktor.
Men virkeligheden tog hurtigt en anden drejning.
Efter uddannelsen fik Anders arbejde på en gård uden for Marslev på Fyn, hvor han kommer fra. Allerede efter kort tid kunne han dog mærke, at jobbet ikke var det rette for ham. En dag i oktober, få uger efter at have sagt op, ringede telefonen. En lokal entreprenør havde hørt, at Anders stod uden arbejde – og spurgte, om han havde lyst til at køre gravemaskine.
Det blev begyndelsen på en ny retning.
Anders kastede sig nysgerrigt ind i arbejdet og deltog blandt andet i projekter i Vollsmose og senere i Nyborg, hvor han arbejdede med kloakopgaver. Her opstod interessen for entreprenørarbejdet – og især for kloakfaget.

Sin egen vej i branchen
Entreprenørbranchen var ikke helt fremmed for ham. Hans far har været selvstændig entreprenør i mere end 30 år. Alligevel var Anders ikke klar til at gå direkte ind i familievirksomheden som 20-årig.
I stedet oprettede han sit eget CVR-nummer og begyndte at arbejde som indlejet maskinfører for entreprenører. Samtidig tog han mindre opgaver ind ved siden af – alt fra træfældning til belægningsarbejde for lokale kunder.
Efterhånden voksede interessen for kloakarbejdet så meget, at Anders besluttede sig for at uddanne sig videre. Først tog han rørlæggeruddannelsen på AMU Fyn og fortsatte derefter til uddannelsen som autoriseret kloakmester.
I maj 2022 stod han færdiguddannet – og allerede inden han forlod skolebænken, havde han opgaver i kalenderen.
De første år drev Anders sin virksomhed selvstændigt, men samarbejdede tæt med sin far. De hjalp hinanden på projekter og delte maskiner, når det gav mening.
I 2025 tog de næste skridt og samlede kræfterne i én virksomhed. Anders købte halvdelen af sin fars firma, og hans egen virksomhed blev lagt ind i selskabet. I dag driver de sammen virksomheden Lindenskov Entreprenør & Kloakmester på Nordøstfyn.

Virksomheden beskæftiger fire til fem medarbejdere og udfører opgaver inden for jord, beton, kloak og belægning – primært for private kunder. Omkring tre fjerdedele af arbejdet handler om kloak. I vinterperioden står virksomheden desuden for snerydning og saltning på stier, veje og pladser for Odense og Kerteminde Kommune samt for en række private kunder.
Arbejdsopgaverne spænder bredt: fra mindre kloakreparationer og TV-inspektioner til større projekter som tilbygninger, fundamenter og kloaksepareringer. Netop variationen er en stor del af motivationen.
– Jeg elsker, at ikke to dage er ens. Det kan være alt fra en lille opgave hos en privatkunde til et større projekt, hvor vi arbejder sammen med andre håndværkere. Det er udfordringerne og variationen, der gør arbejdet spændende, fortæller den unge entreprenør.
Arbejdsdagene er ofte lange. Mange opgaver for private kunder kræver besøg sidst på eftermiddagen eller om aftenen, og som selvstændig følger der også administration, dokumentation og planlægning med.

Engagement i branchen
Men for Anders Lindenskov stopper engagementet i branchen ikke ved arbejdsdagen. Til generalforsamlingen i januar blev han valgt ind i bestyrelsen for Junior-netværket hos DM&E.
“Jeg synes, det er vigtigt, at vi unge også engagerer os i branchen og er med til at udvikle den.”
For Anders handler bestyrelsesarbejdet både om at styrke fællesskabet blandt unge i branchen og om at sikre, at netværket giver konkret værdi for medlemmerne.
– Mange af os står med nogle af de samme udfordringer – blandt andet som nye virksomhedsejere. Her kan netværket virkelig gøre en forskel, siger han.

Selv håber han at kunne bidrage med erfaringer fra hverdagen som ung selvstændig entreprenør – både de praktiske udfordringer ude på byggepladsen og de mange beslutninger, der følger med at drive virksomhed.
– Jeg vil gerne være med til at skabe arrangementer og møder, hvor man kan tale åbent om både de gode og de svære sider i branchen og ved at være selvstændig. Det giver noget særligt at kunne sparre med andre, der står i samme situation.
For Anders er bestyrelsesarbejdet derfor ikke kun et netværk – men også en mulighed for at give noget tilbage til en branche, som han selv fandt lidt tilfældigt, men som i dag er blevet hans levevej.
Anders Lindenskov
- 27 år gammel.
- Medejer af Lindenskov Entreprenør & Kloakmester.
- Autoriseret kloakmester siden 2022.
- Uddannet landmand fra Dalum Landbrugsskole i 2020.
- Driver virksomhed sammen med sin far på Nordøstfyn.
- Virksomheden beskæftiger 4–5 medarbejdere.
- Arbejder primært med kloak, jord, beton og belægning for private kunder.
- Nyvalgt bestyrelsesmedlem i Junior-netværket hos DM&E.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
