Grusgravsejer Søren B. Rasmussen i Frederikssund fik at vide, at han risikerede at slå fredede frøer ihjel. Gerningsstedet ville angiveligt være en skov, der var lovligt fældet året før. Det kostede Søren en årelang proces, en konsulentrapport og en større regning, før han fik ro.
Beskyttet natur en alvorlig sag. Spidssnudet frø, markfirben og stor vandsalamander står på EU’s habitatdirektiv, og deres yngle- og rasteområder må under ingen omstændigheder ødelægges. Kører man gravemaskinen ind i et udpeget levested, risikerer man standsningspåbud, krav om afværgeforanstaltninger og i værste fald en politianmeldelse. Derfor får Søren et chok, da han i en rapport fra regionen læser, at der er risiko for, at han udfører ‘individdrab’ på spidssnudet frø i sit graveområde.
Jeg er tilhænger af at beskytte naturen, så jeg vil gerne behandles som en, der gør sit arbejde ordenligt. Ikke som en, der står klar til at køre frøerne ned, siger Søren B. Rasmussen, SBR Service
En skov, der ikke findes
Sørens graveområde ligger nordvest for Sundbylille i Frederikssund Kommune, og der er meddelt indvindingstilladelse efter råstofloven. I tilladelsen står udtrykkeligt, at et mindre tilplantet areal vil blive helt eller delvist ryddet som led i indvindingen, og rydningen blev sat i gang i oktober 2022 og var afsluttet i for året 2023. Derfor undrer det Søren en hel del, at biologerne bag rapporten udpeger et mindre skovområde som levested for beskyttede arter. Området er jo lovligt ryddet, året før rapporten er skrevet, og den er fældet efter tilladelse fra de samme myndigheder, der står bag rapporten.
Rapport bygget på forældet luftfoto
Sagen er grotesk, men den er også alvorlig for Søren. Han føler sig anklaget for at have brudt reglerne, selvom de er fulgt til punkt og prikke. Og han står overfor administrative og økonomiske konsekvenser, hvis rapportens konklusioner følges op og bliver til en afgørelse. Derfor er han nødt til at hyre egne rådgivere for at stå bedre i sagen, og de er ikke længe om at udpege fundamentet for misforståelserne. Regionens konsulenter baserer nemlig deres rapport på et forældet luftfoto, og det er forholdsvis enkelt for Sørens rådgivere at etablere en tidslinje baseret på daterede luftfotos, der viser, at folkene bag rapporten aldrig har været i det område, de beskriver. Alt er baseret på administrative vurderinger af områdets biodiversitet ud fra forældede luftfotos.
Spild af ressourcer og tab af tillid
Sørens føler sig dårligt behandlet, for når myndighedernes konsulenter taler om individdrab og økologisk funktionalitet på arealer, hvor en simpel besigtigelse ville have vist, at der ikke er nogen art at slå ihjel, så udløser det ikke bare spild af tid og penge på begge sider af bordet. Det slider også på tilliden mellem myndighederne og erhvervsdrivende som Søren, når man ikke kan stole på, at myndighederne selv udviser den rettidige omhu, som de kræver af erhvervsdrivende. Og så er der risikoen: For Søren, der havde haft et kæmpe problem, hvis ikke han havde haft dokumentationen i orden. Og for naturen, der har brug for tillid mellem myndigheder og erhvervsdrivende, når der skal samarbejdes om løsninger til naturbeskyttelse i virkeligheden.
Padden gik i hi, da sagsbehandleren kom forbi
Forvaltningen af habitatdirektivet sammen med den øvrige naturlovgivning kan føles som en rodebutik, hvor det kan være svært at få overblik.
Habitatdirektivet er det overordnede mål fra EU, som er indarbejdet i flere danske love, blandt andet habitatbekendtgørelsen. Det spiller sammen med miljøvurderingsloven og naturbeskyttelsesloven. Det er derfor ikke ét regelsæt, men en hel jungle af regler, der skal forstås i sammenhæng. Det forklarer måske, hvorfor sagsbehandlingen ofte opleves som usammenhængende – noget mange af vores medlemmer har peget på.
Flere og flere af vores medlemmer møder krav, der ofte rundes af med en henvisning til biodiversitetskrisen og habitatdirektivet. Flagermusen og padden bruges nærmest som jokere i et spil, hvor entreprenørerne risikerer at stå med sorteper. Reglerne er ikke nye, men kommunernes fokus er blevet skærpet – man har bare glemt at sende nyhedsbrevet ud.
Vi kan slå arter op og se, hvor de er registreret – det gør vi allerede. Udfordringen er at arbejde med områder, hvor arterne ikke umiddelbart er til stede, eller hvor de befinder sig et stykke væk. Hvad bliver konsekvenserne af arbejdet, og hvordan kan vi undersøge det uden at have en hotline til byens biolog for at forstå lokale trækruter?
I det nye Natur- og Landskabsplejenetværk arbejder vi på at starte erfa-grupper, hvor vi kan dele erfaringer og binde regler, myndigheder og praksis bedre sammen. Målet er at arbejde sikkert, passe på naturen og skabe et ensartet grundlag for udbud.
Erfagrupperne skal blandt andet:
- Afklare, hvordan reglerne skal forstås og bruges i konkrete projekter
- Skabe dialog med kommunerne om fortolkninger og krav
- Sikre, at projekter kan gennemføres uden unødige forsinkelser eller misforståelser
