Hjem » Maskiner, mesterskaber og nye kræfter mellem træerne

Maskiner, mesterskaber og nye kræfter mellem træerne

Pressemeddelelse
Vejle den 21. august 2026

Lyden af skovmaskiner blandede sig torsdag med samtaler, konkurrencer og godt kollegaskab mellem træerne ved Langesø Gods. Langesømessen samlede endnu en gang skovbrugets aktører, og hos DM&E og Dansk Skoventreprenør Forening (DSF) var der fokus på både de erfarne fagfolk og dem, der skal føre branchen videre.

På DM&E og DSF’s fælles stand var der dagen igennem besøg af medlemmer, samarbejdspartnere og andre branchefolk, mens der i skoven blev kæmpet om placeringerne i DM i udkørsel af træ og Skovbrugsmesterskaberne for elever.

– Langesømessen kan noget helt særligt, fordi vi får samlet branchen på tværs. Her mødes dem, der har været i skoven i årtier, med de unge, som lige har taget hul på faget. Det giver både gode samtaler, faglig sparring og en masse stolthed over det arbejde, vi laver, siger Tor Albrechtsen, skovkonsulent i DM&E og medarrangør af konkurrencerne.

Traditionen tro trak konkurrencerne i skoven et stort publikum. I DM i udkørsel af træ blev seks deltagere udfordret på både fart, præcision og sikkert maskinarbejde – i år bag rattet på en Komatsu 845-udkørselsmaskine, der var stillet til rådighed for konkurrencen.

Samtidig viste elever deres kunnen i Skovbrugsmesterskaberne og gav publikum et indblik i de færdigheder, som næste generation af fagfolk tager med sig ud i branchen. Mesterskaberne blev arrangeret af Beder Gartnerskole i samarbejde med DM&E, og de deltagende elever havde fået fri fra både undervisning og deres praktiksteder for at være med. Dermed bakkede både skolen og elevernes mestre op om deres deltagelse.

Fremtidens grønne Danmark kræver dygtige fagfolk

Skovbruget og den grønne sektor står foran store forandringer. Arealer skal blandt andet omlægges til skov, vådområder og natur, lavbundsjorde skal tages ud af drift, og der skal skabes bedre vilkår for biodiversiteten.

Det giver nye opgaver med etablering, pleje og langsigtet forvaltning af skov og natur – for både skoventreprenører og arborister, hvad enten kunderne er private, virksomheder, kommuner eller staten.

– Vi står ikke kun foran en opgave med at plante flere træer. Hele det danske landskab er under forandring, og det kommer til at kræve dygtige fagfolk til både etablering, pleje og langsigtet forvaltning. Det åbner for mange forskellige opgaver for vores medlemmer – både skoventreprenører og arborister – og derfor får vi også brug for nye generationer, der har lyst til at være en del af faget, siger Tor Albrechtsen.

For DM&E og DSF handler konkurrencerne på Langesømessen derfor om mere end at finde dagens hurtigste og dygtigste. De er også en mulighed for at vise håndværket frem, skabe faglig stolthed og give de unge et indblik i en branche, hvor der bliver brug for deres kompetencer.

Bjørn Andersen kørte sig til sejren

I DM i udkørsel af træ blev det Bjørn Andersen fra Odense, til daglig ansat hos MT Skovservice ApS, der kunne stille sig øverst på podiet.

Med en tid på 12 minutter og 39 sekunder i finaleheatet sikrede han sig årets sejr efter en konkurrence, hvor der blev stillet store krav til deltagernes præcision, overblik og maskinkontrol.

Hos de unge i Skovbrugsmesterskaberne gik sejren til Andreas Møller, der netop har afsluttet sin elevtid hos SLS A/S, og netop er blevet fastansat. Han var hurtigst på konkurrencebanen og kunne træde øverst på sejrsskamlen med flotte præmier – blandt andet en motorsav fra Husqvarna Group og gavekort fra Dalsgas.

– Konkurrencerne viser meget godt, hvad faget kræver. Det ser måske enkelt ud fra sidelinjen, men der ligger både teknik, koncentration og mange timers træning bag. Det gælder både de rutinerede maskinførere og de unge elever, siger Tor Albrechtsen.

Tak til sponsorer, deltagere og besøgende

Der var stor opbakning til konkurrencerne dagen igennem, og deltagerne blev fulgt tæt af et engageret publikum. Det var med til at skabe en dag præget af konkurrence, fællesskab og faglig stolthed.

DM&E og DSF sender en stor tak til alle deltagere og besøgende, der var med til at skabe stemningen – og ikke mindst til sponsorerne, som med deres opbakning og flotte præmier var med til at gøre konkurrencerne mulige:

  • Anker Bjerre A/S
  • Dalgas
  • DM&E Pension
  • Helms TMT-Centret A/S
  • Husqvarna Group
  • Jdyhr
  • Linddana A/S
  • NDI (Superdæk Service)
  • Ponsse DK
  • Skovkortet
  • Special Maskiner A/S
  • Stennevad
  • Uno-X
  • Komatsu

For yderligere information, kontakt venligst:

Tor Albrechtsen, Skovkonsulent, DM&E, [email protected], +45 7641 3662.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.