Hjem » Gør dig klar til Naturstyrelsens nye udbudssystem for skoventreprenører

Gør dig klar til Naturstyrelsens nye udbudssystem for skoventreprenører

Skoventreprenører får snart mulighed for at blive optaget i Naturstyrelsens nye dynamiske indkøbssystem for skovopgaver – nærmere bestemt flisfældning. Systemet forventes offentliggjort primo uge 38, oplyser Thomas Claudi fra Naturstyrelsen, som opfordrer interesserede entreprenører til at søge om optagelse.

Hvis du vil have mulighed for at byde på Naturstyrelsens kommende skovopgaver, skal du være optaget i systemet. Derfor er det en god idé allerede nu at være opmærksom på offentliggørelsen og være klar til at søge om optagelse.

“Det er vigtigt at understrege, at der på nuværende tidspunkt alene er tale om optagelse i systemet. Efterfølgende vil der blive udsendt udbudsmaterialer til de konkrete opgaver og det er først i den forbindelse, at der skal afgives priser,” siger Thomas Claudi.

Tidsfristen er ikke sidste chance for at komme med

Selvom der vil være en tidsfrist i det dynamiske indkøbssystem, er det ikke sidste chance for at blive optaget. Fristen er den formelle dato for, hvornår Naturstyrelsen kan begynde at sende konkrete udbud ud på aftalen.

Efterfølgende vil det fortsat være muligt at søge om optagelse i systemet. Når en entreprenør er optaget, vil vedkommende blive inviteret til at afgive tilbud, når der udbydes konkrete opgaver.

Det samme gælder for Naturstyrelsens dynamiske indkøbssystem for skovning og udkørsel, som blev offentliggjort i august 2025. Her bliver der i øjeblikket udsendt flere nye udbud på skovning og udkørsel i Jylland.

Enkel optagelsesproces

Ifølge Naturstyrelsen er optagelsesprocessen forholdsvis enkel. Entreprenørerne skal som udgangspunkt blot tilmelde sig det dynamiske indkøbssystem ved at udfylde et ESPD og en GDPR-erklæring og efterfølgende indsende en serviceattest.

Thomas Claudi forventer ikke større udfordringer for entreprenørerne i forbindelse med optagelsen, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Hos DM&E står skovkonsulent Tor Albrechtsen klar til at hjælpe medlemmerne gennem processen.

“Vi vil gerne sikre, at så mange skoventreprenører som muligt bliver optaget i systemet og dermed får mulighed for at byde på de kommende opgaver. Har man brug for hjælp til tilmelding, serviceattest eller udfyldelse af skemaer, kan man altid kontakte DM&E,” siger Tor Albrechtsen.

Det dynamiske indkøbssystem forventes offentliggjort primo uge 38. Hold derfor øje med offentliggørelsen – og kontakt gerne DM&E, hvis du har brug for hjælp til tilmelding, serviceattest eller udfyldelse af skemaer.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.