Flere måneders usikkerhed omkring ordningen er aflyst – søndag den 27. september blev det offentliggjort, at ansøgningsrunden til Miljø- og klimateknologi 2026 rent faktisk åbner den 1. oktober 2026.
Materialet til ordningen MKT 2026 er netop blevet offentliggjort på Tilskudsguiden. Store dele ser ud til at være, som forventet fra ordningens udkast – men der er også ændringer her og der – vi har nu været materialet igennem – og derfor informerer vi yderligere herunder.
Vigtige datoer og største ændringer i forhold til udkastet
Ansøgningsperioden er fra 1. oktober–1. december 2026. Der er ikke noget, der hedder “først til mølle” – alle ansøgningerne prioriteres efterfølgende efter et nøje fastlagt pointsystem, som vi nok skal forklare alle ansøgere, når vi indsender en ansøgning, så du står bedst muligt.
Du skal, som tidligere, have min. 830 arbejdstimer og være aktiv landbrugsvirksomhed – det afskærer, som tidligere, muligheden for at søge i et selskab, som f.eks. kun ejer landbrugsbygninger – noget flere gerne vil med f.eks. tankoverdækninger. Her skal man dog huske, at lejer af en gylletank godt kan søge tilskud til overdækning.
Vi ved ikke, hvordan evt. kommende brak vil påvirke dette, og specielt for griseproducenterne kan byggestoppet godt blive et problem.
Alle investeringer skal være gennemført, og der skal være indsendt udbetalingsanmodning senest den 1. december 2028. Der er 3 års opretholdelsesperiode efter tilskuddet er udbetalt.
Største ændringer i 2026 i forhold til udkastet
Hvis du er økolog
Hvis du ved ansøgning om tilsagn om tilskud, er økolog, så vil din ansøgning automatisk indgå i fordelingen af de økologiske midler på 20% af hvert indsatsområde. Opnår dit projekt ikke tilsagn under den økologiske ramme, så vil din ansøgning blive vurderet på lige vilkår med resten, og dermed indgå i fordelingen af de resterende midler afsat til ordningen. Dermed kan økologer også modtage tilsagn om tilskud udenfor puljen øremærket til økologer.
Vær opmærksom på, at hvis du modtager tilsagn om tilskud fra puljen reserveret til økologer, er du forpligtet til at opretholde din certificering som økolog. Denne certificering skal opretholdes i hele opretholdelsesperioden.
Købekontrakter accepteres
Vi har kæmpet for det i flere omgange, men nu er det lykkes – man må gerne finansiere sit køb med en købekontrakt med ejendomsforbehold – det er nyt og vigtigt!
Afsyninger er afskaffet
Fra 2026 vil styrelsen ikke foretage afsyninger på alle bedrifterne forud for, at vi udbetaler EU-finansieret projektstøtte. Det betyder, at du som ansøger vil kunne opleve, at tilskuddet udbetales, uden at dit projekt har haft besøg af en kontrollør, men tilgengæld øges antallet af stikprøver en del.
Skiltninger/info om tilskuddet
Skiltekravet er øget voldsomt, og som noget nyt skal du som udgangspunkt skilte senest 60 kalenderdage efter den dato, hvor du modtager tilsagn om tilskud, og indtil du har modtaget udbetaling fra styrelsen – mere om det senere.
8 indsatsområder + 1 til omlægning af burhønseproduktion
Du skal være opmærksom på, at det samlede tilskudsgrundlag for det ansøgte projekt skal være mindst 100.000 kr. for indsatsområde 1, 4, 6 og 7 og mindst 300.000 kr. for indsatsområde 2, 3, 5 og 8.
Udbetalingen af det fulde tilsagnsbeløb forudsætter, at alle forpligtelser er opfyldt.
| Der er følgende indsatsområder | Pulje i mio. kr. |
| Reduktion af ammoniakudledning fra gylletanke | 45 |
| Reduktion af pesticidforbrug i planteavl | 35 |
| Reduktion af ammoniakudledning fra kvægstalde | 28 |
| Reduktion af energiforbrug i væksthuse | 15 |
| Reduktion af ammoniakudledning fra svinestalde | 12 |
| Reduktion af næringsstofforbrug i væksthuse | 5 |
| Reduktion af energiforbrug fra fjerkræstalde | 10 |
| Reduktion af energiforbrug i planteavl | 25 |
| Omlægning af burægproduktion | 5 |
| I alt | 180 millioner |
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
