Hjem » For breeeeeed som entreprenør – lovlig som maskinstation

For breeeeeed som entreprenør – lovlig som maskinstation

To politistop samme dag gjorde reglerne om brede køretøjer meget konkrete for Bugge Ericsson fra SM Entreprenørfirma. Men de viste også en større udfordring: Den samme type traktor kan have forskellige muligheder på vejen, alt efter om kørslen sker som maskinstations- og landbrugskørsel eller som entreprenørkørsel. Det er netop den slags virkelighed, vi i DM&E skal have med ind i lokalet, før reglerne bliver skrevet.

En dag i maj 2026 bliver en af SM Entreprenørfirmas traktorer vinket ind til siden ved Grønning. Efter traktoren hænger en vogn. Den har været fire kilometer væk i grusgraven efter sand og er næsten fremme. Der mangler omkring 100 meter, før chaufføren skal dreje ind på den plads, hvor virksomheden er i gang med et kloakarbejde.

Politiet finder målebåndet frem.

Traktoren måler 2,65 meter.

Ti centimeter for meget. I lige præcis den situation har Bugge Ericsson ikke det store problem med logikken. Det er transport af sand fra A til B. Og hvis opgaven i princippet kan udføres som almindelig transport, mener han også selv, at virksomheden må indrette sig efter de regler, der gælder.

Problemet kan ovenikøbet løses forholdsvis enkelt. Hjulene kan flyttes fem centimeter ind i hver side.

Ti centimeter. Ti minutters arbejde.

Videre.

Men kort efter bliver endnu et af virksomhedens køretøjer stoppet. Og denne gang er de ti centimeter ikke bare ti centimeter.

Her kan de brede hjul ikke undværes

Det andet stop sker i Skive. Her er det en traktor med en sandvogn, og nu er hele sættet for bredt. Dækmonteringen på traktoren er for bred. Sandvognen er for bred.

Men der er en afgørende forskel. Sættet kommer fra en våd mark ved Viborg og skal videre op mod Salling for igen at arbejde på en våd mark. De brede hjul sidder ikke på maskinen for syns skyld. De er nødvendige for at give bæreevne og fremkommelighed på det bløde underlag.

Sættet kan ikke bare klemmes ned på 2,55 meter på samme måde som traktoren ved det første stop.

Og dermed står både Bugge og tungtvognskontrollen med et vanskeligere spørgsmål: Hvornår er et bredt køretøj bare for bredt – og hvornår er bredden en nødvendig del af den særlige opgave, maskinen er bygget til at udføre?

I Bugges tilfælde bliver spørgsmålet også, om materiellet kan betragtes som specialopbygget til arbejdet. Netop den vurdering kan være vanskelig at stå med ude i vejkanten. For hvor går grænsen?

Bugge Ericsson fra SM Entreprenørfirma foran traktoren og sandvognen. Det var dette sæt, en medarbejder blev stoppet med i Skive, hvor både traktorens hjulmontering og sandvognen blev vurderet for brede.

Hvad står der på siden af traktoren?

Det er her, historien bliver større end SM Entreprenørfirmas to politistop. De danske regler tager nemlig ikke kun udgangspunkt i maskinens fysiske bredde. De indeholder også særlige muligheder knyttet til bestemte typer kørsel.

Hovedreglen er 2,55 meter. Men for traktorer og traktorpåhængsvogne findes en særregel, der giver mulighed for en bredde på op til tre meter, når den ekstra bredde skyldes bælter, hjul eller hjulafskærmning. Den mulighed gælder blandt andet ved kørsel mellem mark og avlsgård og mellem en maskinstation og dens kunder.

Og lige præcis de ord rammer noget centralt i Bugges frustration. For hvis en maskinstation kommer kørende med en bred traktor for at løse en opgave hos en kunde, er der en regel, der tager højde for den kørsel. Men entreprenørvirksomheden står ikke nævnt på samme måde.

I interviewet sætter Bugge det på spidsen: Man kunne næsten få lyst til at sætte et skilt med “Salling Maskinstation” – virksomhedens tidligere navn – på siden af maskinen, siger han med et smil. Maskinen ville være den samme.

Dækkene ville være de samme.

Vejen ville være den samme.

Og i mange tilfælde ville arbejdet ligne hinanden til forveksling. Men den juridiske ramme kan være forskellig. Det er kernen i problemstillingen.

Reglerne er stadig i høj grad bygget op omkring branche- og anvendelsesskel, som er langt mindre skarpe ude i virkeligheden.

Marken stopper – behovet gør ikke

Vores medlemmer arbejder selvfølgelig på bygge- og anlægspladser. Men de arbejder også med dræning, naturpleje, klimatilpasning, regnvandsbassiner, grønne arealer, sportspladser og opgaver for landbruget.

Og våd jord opfører sig nu engang ens, uanset hvem der ejer den.

En sportsplads bliver ikke lettere at køre på, fordi der står en entreprenør på fakturaen. Et naturområde bliver ikke mere farbart, fordi det ligger uden for et landbrug. Og en traktor får ikke mindre behov for brede dæk, fordi den kører fra en mark til et regnvandsbassin.

Brede dæk giver bedre fremkommelighed og kan reducere trykket på underlaget. Derfor bliver moderne traktorer og arbejdsredskaber også bygget til bredder, der kan nærme sig tre meter.

Få centimeter kan få stor betydning. Hovedreglen er 2,55 meter, men reglerne rummer særlige muligheder for blandt andet landbrugs- og maskinstationskørsel – ikke på samme måde for entreprenørkørsel.

Hos Bugge er det ikke en teoretisk problemstilling. Hans drængrej og flere af virksomhedens vogne og maskiner ligger omkring tre meters bredde og skal ud at arbejde hver dag.

Hvis den brede maskine ikke selv må køre et kort stykke mellem to arbejdssteder, kan alternativet være omlæsning, hjulskifte eller transport på blokvogn. Det betyder mere materiel, mere tid og mere brændstof for at løse den samme opgave.

Og nogle gange opstår det næsten paradoksale spørgsmål: Hvis en maskinstation udfører arbejdet, har regelsættet taget højde for den brede traktor. Hvis en entreprenør udfører en tilsvarende opgave med behov for det samme grej, kan situationen se anderledes ud.

Bugge ønsker ikke et fripas

Bugges pointe er ikke, at entreprenører skal kunne køre tre meter brede maskiner rundt overalt. Han skelner selv tydeligt.

Hvis en traktor skal hente ét sted og aflevere det et andet sted – en transport, der lige så godt kunne udføres med en lastbil – kan han godt se argumentet for de almindelige breddekrav. Det var også derfor, han accepterede det første stop.

Men når de brede hjul er en forudsætning for at komme frem og udføre arbejdet, mener han, at der mangler den samme praktiske mulighed, som reglerne allerede rummer på landbrugs- og maskinstationsområdet.

Det er netop i den gråzone, reglerne skal kunne fungere.

Her giver de brede hjul mening: På bløde arealer giver de bedre bæreevne og fremkommelighed. Problemet opstår, når den samme maskine skal fra arbejdsstedet og ud på offentlig vej.

Rendegraveren er omkring 2,75 meter bred på hjulmonteringen. De brede hjul er nødvendige til arbejdet på bløde arealer – men på offentlig vej bliver bredden en udfordring.

Derfor skal vi være med ved bordet

Det er præcis derfor, vi i DM&E bruger så mange kræfter på færdselsområdet. For når et medlem bliver stoppet på landevejen, er det sent i processen.

På det tidspunkt er reglerne skrevet. Vores mulighed for for alvor at flytte noget ligger tidligere: I høringerne, i dialogen med Færdselsstyrelsen, politiet og ministerierne – og når nye regler og tekniske krav bliver diskuteret.

I Danmark er Landbrugets Færdselgruppe en central del af arbejdet. Her mødes organisationerne omkring maskinerne og deres anvendelse, og her har vi entreprenørernes virkelighed med ind i diskussionerne.

Brede arbejdsmaskiner kræver hensyn til den øvrige trafik. For DM&E handler diskussionen derfor ikke om et fripas, men om regler, der både tager højde for trafiksikkerheden og den virkelighed, maskinerne arbejder i.

Det er nødvendigt. For selv om landbruget og entreprenørerne har mange fælles interesser, er de ikke altid de samme.

Arbejdet stopper heller ikke ved den danske grænse. Gennem CEETTAR er vi med i det europæiske arbejde om reglerne for de maskiner, vores medlemmer skal købe og bruge i fremtiden.

Det kan lyde langt fra Bugges sandvogn og en våd mark ved Viborg. Men forbindelsen er direkte. Det er i de europæiske processer, at mange af de overordnede krav til maskiner og typegodkendelser bliver til, og bagefter skal de spille sammen med de nationale regler for, hvordan maskinerne må bruges på vejen.

Selv om DM&E er en forholdsvis lille organisation, har vi derfor en vigtig stemme. Vi er de eneste, der har entreprenørernes interesser med hele vejen – både i Landbrugets Færdselsgruppe herhjemme og gennem CEETTAR i det europæiske arbejde. Det giver os en særlig forpligtelse til at være til stede og kæmpe for, at entreprenørernes virkelighed bliver tænkt ind, når reglerne bliver til.

Vi har gennem årene arbejdet med blandt andet kørekort, takograf, vognmandstilladelser, vægtregler, registrering og typegodkendelse. Flere steder er der skabt løsninger, der tager bedre højde for entreprenørernes måde at arbejde på. Andre steder er der fortsat forskelle mellem brancherne.

Brede køretøjer er et af de områder, hvor diskussionen ikke er færdig. For på et møde kan tre meter og 2,55 meter ligne to tal i et dokument. Hos Bugge Ericsson er forskellen mudder på dækkene, en våd mark – og spørgsmålet om, hvorvidt den maskine, der er bygget til opgaven, også kan komme frem til den.

Det er den virkelighed, vi skal have med, mens reglerne bliver skrevet – ikke først, når målebåndet bliver rullet ud i vejkanten.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.