Fremtiden kommer til at byde på flere krav om dokumentation, fordi hvem har ansvaret hvis en ledning bliver beskadiget under et gravearbejde, og hvad stiller du op med de hvide mærker på indersiden af kloakrør? Til DM&E Vidensdage inviterer DM&E Entreprenør indlægsholdere ind, der leverer viden og værktøjer til at håndtere problematikken på forkant.
Under DM&E Vidensdage vil kloakmestre og entreprenører fra hele landet have mulighed for at dykke ned i forskellige fagområder og dele viden med deres kollegaer i det store DM&E-netværk. Deltagerne vil få indsigt i de politiske rammer, der påvirker deres branche, både fra DM&E’s fagkonsulenter og eksterne indlægsholdere, der tilsammen præsenterer mere en 45 indlæg i løbet af de to vidensdage.
Der er pres på, som lille eller mellemstor virksomhed i kloak- og entreprenørbranchen. Entreprenørerne skal yde den samme service, have den samme viden og levere den samme kvalitet som langt større konkurrenter. Derfor leverer dette års indlægsholdere svar på, hvad entreprenører kan gøre for at minimere risiko, og for at vokse og klare sig i konkurrencen med branchens giganter.
– I årets program er der mange højaktuelle emner, der vil guide entreprenører og kloakmestre i at opfylde de krav og regler, der er ved at drive en kloak- og entreprenørvirksomhed, siger Sebastian Ravn, chefkonsulent i DM&E Entreprenør og Kloakmester.
Tackling af graveskader på ledninger: Hvor ligger ansvaret?
Før man starter et gravearbejde, skal du som entreprenør både udføre forundersøgelser og indhente oplysninger om eventuelle ledninger i jorden. Men nogle gange er disse oplysninger ikke fyldestgørende eller korrekte. Og hvis du kommer til at grave i et kabel ved et uheld, kan det have både økonomiske og administrative konsekvenser. Det kan samtidig være svært og tidskrævende at finde ud af, hvem der har ansvaret for skaden.
Graveskader på ledninger rammer næsten alle vores medlemmer. Det er et stort problem, som vi får mange spørgsmål om. Derfor er dette indlæg vigtigt, for det handler om ansvaret – også når det er uklart, siger Sebastian Ravn.
Håndtér de hvide mærker på forkant
En anden relevant problemstilling er de hvide mærker i kloakrør. Hvad betyder de, og hvordan skal du reagere? Dette er et aktuelt og stigende problem. Selvom det altid har eksisteret, er det blevet mere synligt nu, hvor mange får udført TV-inspektioner af kloak-arbejdet før aflevering. – Vi har fokus på, hvad du som kloakmester skal være opmærksom på, og hvordan du bør agere. Mange tiltag handler om grundige checks og dokumentation, siger Sebastian Ravn.
Hvilke data skal entreprenører levere til bygherren?
Byggebranchen er fyldt med forskellige begreber om certificeringer, som bygninger og projekter kan opnå. Men hvad betyder dette for entreprenøren? Og hvordan skal du forholde dig til det, og hvilke data skal virksomheden levere til bygherren? For at imødekomme disse spørgsmål, vil Peter Fritzbøger fra GSV præsentere sit bud på, hvilke data entreprenører skal levere og foreslå en løsning til, hvordan dette kan gøres.
– GSV er en stor spiller, som også danner skole for, hvad mange andre vil gøre i de kommende år, siger Bent Juul Jørgensen, branchedirektør i DM&E.
Foruden de branchespecifikke indlæg, kan deltagerne se frem til en bred vifte af indlæg, der kigger længere ind og samtidig længere ud. Fremtidsforskeren, Anne Skare vil tage os en tur ud i fremtiden, og klæde os på til at navigere i en verden, der konstant ændrer sig. Derudover vil en række ESG-eksperter dele ud af deres viden og erfaringer, samt belyse hvordan ESG kan bruges til succesfuld forretningsudvikling. Flere indlægsholdere vil også udfordre deltagernes tankegang, når de skal lære at styrke sig selv og fællesskabet.
Se vidensdage/årsmøde-programmet her
Pressen inviteres til at deltage i konferencen
DM&E Vidensdage afholdes af brancheorganisationen DM&E, og den løber af stablen den 18. og 19. januar 2024 på Vingsted Hotel of Konferencecenter, Vingsted Skovvej 2, 7182 Bredsten, Danmark. Repræsentanter fra pressen bedes tilmelde sig hos Maria Holm Olesen, kommunikations- og marketingkoordinator hos DM&E, på tlf.: +45 7641 3671 eller [email protected].
For yderligere information, kontakt venligst: Sebastian Skipper Ravn, chefkonsulent DM&E Entreprenør, tlf.: 7641 3668, mail: [email protected].