Hjem » Sådan får du ja i banken

Sådan får du ja i banken

Når unge iværksættere drømmer om at starte egen virksomhed eller gennemføre et generationsskifte, er det ofte en udfordring at få bankens godkendelse til finansiering.

I et interview delte Michael Haahr Andersen, forretningsdirektør i Jyske Bank, sine indsigter om, hvad bankerne leder efter, når de skal sige ja til nye virksomhedsejere.

Er kompetencerne der?

Ifølge Jyske Bank-direktøren er det vigtigt at forstå, at der er mange ting man skal tage fat på, før man begynder at tænke på papirarbejde og opsparing. En stor del af dette handler om kompetencer. Vil man etablere sig fra bunden, eller vil man købe en eksisterende virksomhed? Uanset hvad kræver det faglige evner. Man skal kunne håndtere kunder og medarbejdere og økonomien omkring kunder, regne priser rigtigt ud, være god til at sælge, og meget mere.

Hvor høj er risikoen?

En anden vigtig ting er evnen til at vurdere risici. Hvad sker der, hvis renten stiger? Hvad sker der, hvis der er mangel på materialer? Hvad betyder det, hvis man skifter mellem forskellige brancher/kundetyper? Hvordan virker dine kontrakter under fx store prisudsving på diesel? At have gode svar på disse “hvad nu hvis”- spørgsmål udstråler forståelse og forberedelse.

Et ja kræver mere end en god idé.

Mere end papir og penge

At få ja i banken kræver mere end bare en god idé. Der er ikke nogen skabelon at gå ud fra, men vurderingen tager bestik af forhold ude i samfundet f.eks. CO2, bæredygtighed og AI, som kommer til at have betydning for virksomheden, om de vil det eller ej. Hvordan påvirker det virksomheden, og hvordan kan man evt. omstille sig? Det kræver forberedelse, forståelse og de rigtige kompetencer.

– Det er vigtigt at få startet i god tid. Kom med til sælgers møde i banken og lær banken at kende for at bygge en god relation og tillid til hinanden, siger Michael Haahr Andersen og afslutter: Med disse råd i baghånden, har du et godt grundlag for at få lavet virksomhedsbeskrivelse, strategi, budget osv. og er dermed godt på vej til at få det eftertragtede ja fra banken.

Tre gode råd

  1. Træn dine kompetencer: Har du de nødvendige evner? Hvis ikke, så begynd at træne dem. Vær med til at løse opgaver og bliv en del af kontorarbejdet. Banken vil kigge på din og virksomhedens robusthed.
  2. Overvej en glidende overgang: Hvis du har en god økonomi og erfaring, kan det være en god idé langsomt at købe dig ind i virksomheden. Dette giver dig mulighed for at opbygge erfaring og opsparing.
  3. Forstå din økonomi: Banken vil kigge på din daglige drift, den kapital du har med, og om der er gæld. Hvor meget kan din virksomhed bære? Hvad sker der, hvis renten stiger? Du skal have en god forståelse for disse ting, før du lader andre håndtere dem.

Kontakt os

Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.