Hjem » DM&E sikrer ændringer i nye regler for registrering af firmabiler

DM&E sikrer ændringer i nye regler for registrering af firmabiler

DM&E har ydet et vigtigt bidrag til ændringerne i de nye regler for registrering af firmabilbrugere. Gennem aktiv dialog med politiske beslutningstagere har organisationen fremhævet bekymringer om de praktiske og økonomiske konsekvenser for både virksomheder og medarbejdere. Som resultat af DM&E’s indsats er reglerne nu ændret, så kun medarbejdere med beskattede firmabiler skal registreres. Oprindeligt krævede reglerne registrering af alle brugere af firmabiler med brugsret i mere end 30 dage.

Reglerne blev oprindeligt vedtaget den 17. juni 2024 og trådte i kraft den 1. juli 2024. De havde til formål at forhindre omgåelse af registreringsafgiftsloven og identificere førere i forbindelse med lovovertrædelser som vanvidskørsel.

Et stort ansvar for chaufførerne

Men kravene skabte hurtigt usikkerhed blandt lønmodtagerne i DM&E’s medlemsvirksomheder, idét medarbejdere risikerede at blive holdt økonomisk ansvarlige for virksomhedens eventuelt ubetalte afgifter, hvis de blev registreret som faste brugere af køretøjet – en situation, som brancheorganisationen fandt helt uforsvarlig.

– Vi fandt det helt uacceptabelt, at medarbejdere skulle hæfte for virksomhedens manglende afgiftsbetaling. Den oprindelige regel kunne have haft alvorlige konsekvenser for medarbejdere, der ikke havde nogen indflydelse på virksomhedens økonomi. Ændringen er derfor et vigtigt skridt mod en mere fair og rimelig løsning, udtaler Thomas Kristensen, chefkonsulent i DM&E Maskinstation.

Hos Kibæk Maskinstation, et medlem af DM&E, fandt man ligeledes de oprindelige regler problematiske, især når det kom til chaufførernes ansvar:

– Chaufførerne risikerede at blive gjort ansvarlige, hvis for eksempel vægtafgiften ikke blev betalt. Det er en urimelig byrde at pålægge dem, siger ejer Klemen Pedersen fra Kibæk Maskinstation og understreger: Vi mener ikke, det er rimeligt, at chaufførerne skal hæfte for forhold, de ikke har kontrol over.

DM&E’s indsats for at sikre ændringer

DM&E reagerede hurtigt på de nye regler og tog direkte kontakt til politiske ordførere for at fremlægge deres bekymringer. Organisationen argumenterede for, at lønmodtagere ikke skulle stilles til ansvar for noget, de ikke havde kontrol over, og at virksomhederne ikke skulle pålægges unødvendige administrative opgaver/byrder. Organisationen har også fremhævet vigtigheden af at reducere den administrative byrde for virksomhederne.

Som følge af DM&E’s indsats – sammen med andre aktører – er reglerne nu ændret, så det kun er medarbejdere med beskattede firmabiler, der skal registreres som brugere.

– Dette letter det administrative pres på virksomhederne og sikrer, at medarbejderne ikke hæfter for virksomhedens økonomiske forpligtelser. Ændringerne repræsenterer en sejr for både branchen og de ansatte, og vi er glade for, at politikerne har taget vores input til sig, afslutter Thomas Kristensen.

Arbejdsgivere bliver fremover ikke forpligtet til at registrere alle ansatte, der har adgang til en firmabil. Skatteminister Jeppe Bruus (S) har besluttet at ændre en bekendtgørelse, der ellers krævede, at arbejdsgivere skulle registrere medarbejdere, som havde adgang til en firmabil i mere end 30 dage.

DM&E har spillet en central rolle i at sikre disse ændringer i de nye regler for registrering af firmabilbrugere, og deres bidrag har været afgørende for, at kravene nu lempes.

For yderligere information, kontakt venligst Thomas Kristensen, th@dmoge.dk, +45 7641 3665.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


Læs også:

Kontakt os

Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.