Nyt lovforslag skal gøre det mere simpelt for traktorer og motorredskaber at køre op til 40 kilometer i timen med påhængskøretøjer. Lovforslaget sendes nu i høring frem til januar, hvorefter det skal behandles i Folketinget.
Landbrugsmaskiner, som traktorer og motorredskaber, har siden 2016 måtte køre 40 kilometer i timen, hvis køretøjet var registreret i Køretøjsregistret og var mærket med et Tempo 40-mærke. Men reglerne for påhængsredskaber har været hæmmende for landbrugserhvervet, og derfor foreslås det med nyt lovforslag at ændre Tempo 40-reglerne.
– Jeg har haft en god og tæt dialog med branchen om, at der er regler, der ikke virker efter hensigten. Med forslaget om at ændre i færdselsloven, så reglerne for Tempo 40 bliver enklere, gør vi det både billigere og nemmere at køre traktor med påhængsredskab på vejene. Det er bare et af flere initiativer, som jeg efter dialogen med branchen er ved at gennemføre, siger transportminister Thomas Danielsen.
Reglerne i dag:
Krav om Tempo 40-mærke på traktorer og motorredskaber, der er godkendt og registreret i Køretøjsregistret.
Tempo 40-ordningen kræver registrering og mærkning af Tempo 40-godkendte påhængskøretøjer. Det er en omkostning og i praksis en udfordring i forhold til registrering i Køretøjsregistret.
Det er således ikke muligt for at få godkendt visse påhængsredskaber efter den gældende Tempo 40-ordning, selvom både køretøj og påhængsredskab opfylder de tekniske krav.
Ændring med lovforslaget:
Bliver lovforslaget om blandt andet Tempo 40-ordningen vedtaget, betyder det, at en traktor eller et motorredskab, der er godkendt til at køre 40 kilometer i timen, må køre denne hastighed med et påhængsredskab, der opfylder de krav, der er fastsat efter loven. Det sikrer, at hastigheden for et påhængskøretøj, der opfylder betingelserne, må køre op til 40 km i timen. Det betyder samtidig, at påhængskøretøjer ikke længere skal indregistreres i Køretøjsregistret. Det bliver dog stadig et krav, at påhængskøretøjer skal have et Tempo 40-klistermærke påsat, så de er lette at identificere på vejene til brug for håndhævelsesformål.
Lovforslaget om blandt andet ændring af Tempo 40-ordningen er sendt i offentlig høring frem til januar 2025. Folketinget skal behandle lovforslaget i løbet af foråret 2025.
Tæt dialog og samarbejde skaber løsninger
– Dialog skaber forståelse, og vi er meget tilfredse med de resultater, der er opnået som følge af transportminister Thomas Danielsens besøg på Vidensdagene i januar i år. Siden da har vi haft et tæt og konstruktivt samarbejde, hvor vi i fællesskab har arbejdet på at løse de udfordringer, branchen står overfor. Lovforslaget er et klart eksempel på, hvordan dialog og samarbejde kan føre til konkrete og positive forandringer. Med et ministerium og en styrelse, der nu er godt klædt på til opgaven og har en solid indsigt i branchens udfordringer, ser vi frem til fortsat at udvikle løsninger, der gavner både erhvervet og samfundet, siger Thomas Kristensen, chefkonsulent i DM&E Maskinstation.
Her ses Transportminister Thomas Danielsen i dialog med DM&E-konsulent Gerth Petersen Holm på Ausumgaard den 12. august 2024. Her var flere aktører samlet for at se på nogle af de landbrugskøretøjer, hvor landbrugserhvervet oplever problemer med gældende lovgivning.
For yderligere information, kontakt venligst:
Chefkonsulent i DM&E Maskinstation, Thomas Kristensen, th@dmoge.dk, +45 7641 3665.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
Læs også:
- Hvordan ser fremtiden ud for landbruget og den moderne maskinstation?
- Skoventreprenørernes rolle i den grønne omstilling og nye løsninger på arbejdskraft er i fokus på DM&E Vidensdage
- DM&E Vidensdage 2025: Grøn innovation og juridiske indsigter til entreprenører og kloakmestre
- DM&E afgiver høringssvar om håndtering af terrænnært grundvand
- Det skal være nemmere for landbrugsmaskiner at køre 40 kilometer i timen med påhængsredskab
- Vi søger ny chefkonsulent til DM&E Skoventreprenør