Der bliver fuld fart på inspiration og faglighed, når brancheorganisationen DM&E inviterer entreprenører og kloakmestre til årets vigtigste brancheevent: DM&E Vidensdage 2025! I næste uge, den 16. og 17. januar, forvandles Vingsted Hotel og Konferencecenter til et knudepunkt for viden, netværk og nytænkning. Med over 35 inspirerende indlæg spænder programmet fra grøn omstilling til håndgribelige juridiske værktøjer – alt skræddersyet til at adressere kloak,- bygge- og anlægsbranchens største udfordringer og hjælpe deltagerne med at udnytte nye muligheder.
Grøn omstilling uden kompromis
Hvordan kan anlægsbranchen mindske overforbruget af ressourcer og samtidig skåne miljøet – uden at gå på kompromis med kvaliteten? Det er et nøglespørgsmål i indlægget “Mindre overdimensionering i anlægsprojekter – spar penge og skån miljøet”. Her vil Kristoffer Sindby og Kirstine Skov Nielsen fra Råstofinitiativet præsentere innovative løsninger til at reducere råstofforbrug og fremme bæredygtighed.
– Vi står i en tid, hvor bæredygtighed er lige så afgørende som økonomi. Dette oplæg giver konkrete værktøjer til, hvordan vi som branche kan tage ansvar og være på forkant med den grønne omstilling, siger Sebastian Ravn, chefkonsulent hos DM&E Entreprenør og Kloak.
Jura gjort forståeligt og anvendeligt
Bygge- og anlægsbranchens juridiske landskab kan være komplekst, men Troels Lyder Jensen fra PENTA Advokater gør det håndgribeligt i oplægget “Juridiske problemstillinger i bygge- og anlægsbranchen med praktiske eksempler”. Deltagerne får her en gennemgang af aktuelle domme samt konkrete værktøjer til at håndtere juridiske udfordringer i det daglige arbejde.
– Juridiske tvister er ofte både tidskrævende og omkostningstunge. Dette oplæg er et must for alle, der ønsker at styrke deres position i branchen, siger Sebastian Ravn.
Specialiseret faglighed og fremtidens krav
For fagfolk, der elsker detaljerne, byder programmet også på nichefokuserede indlæg. Claus Streit Lauridsen fra Rørteknik giver en grundig gennemgang af de bedste metoder til effektiv renovering af kloakledninger, herunder både punktrenovering og strømpeforing.
Et andet højaktuelt emne er de kommende krav til bæredygtighed og LCA-dokumentation. Henrik Hansen og Jesper Bratbøl fra nullCarbon giver et overblik over de skærpede regler, der træder i kraft i 2025, og deler praktiske råd til at imødekomme fremtidens krav.
– Forventningerne fra kunder og samarbejdspartnere vokser konstant. Her får deltagerne indsigt i, hvordan de kan imødekomme kravene til bæredygtighed og dokumentation allerede nu, forklarer Sebastian Ravn.
Styrk dit netværk
DM&E Vidensdage er ikke blot et fagligt event – det er en unik mulighed for at udveksle erfaringer og skabe relationer med kolleger fra hele landet.
Pressen inviteres til at deltage i DM&E Vidensdage
DM&E Vidensdage afholdes af brancheorganisationen DM&E, og den løber af stablen den 16. og 17. januar 2025 på Vingsted Hotel of Konferencecenter, Vingsted Skovvej 2, 7182 Bredsten, Danmark. Repræsentanter fra pressen bedes tilmelde sig hos Maria Holm Olesen, kommunikations- og marketingkoordinator hos DM&E, på tlf.: +45 7641 3671 eller [email protected].
For yderligere information, kontakt venligst: Sebastian Skipper Ravn, chefkonsulent DM&E Entreprenør og Kloakmester på tlf.: +45 7641 3668, e-mail: [email protected].
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
Læs også:
- Hvordan ser fremtiden ud for landbruget og den moderne maskinstation?
- Skoventreprenørernes rolle i den grønne omstilling og nye løsninger på arbejdskraft er i fokus på DM&E Vidensdage
- DM&E Vidensdage 2025: Grøn innovation og juridiske indsigter til entreprenører og kloakmestre
- DM&E afgiver høringssvar om håndtering af terrænnært grundvand
- Det skal være nemmere for landbrugsmaskiner at køre 40 kilometer i timen med påhængsredskab
- Vi søger ny chefkonsulent til DM&E Skoventreprenør