Fredag den 31. januar har Claus Clemmensen sin sidste arbejdsdag hos os i DM&E efter ni år som en yderst værdsat chefkonsulent og sparringspartner for skoventreprenørerne. Det markerer vi blandt andet i morgen med en velfortjent morgenkaffe-afsked her på kontoret på Porschevej.
Vi er i fuld gang med at finde en ny chefkonsulent til rollen, og indtil den rette person er ansat, vil branchedirektør Jacob Chr. Nielsen varetage funktionen i samarbejde med vores skovkonsulent, Jan Marcher Jensen. Vi håber derfor, at medlemmerne ikke vil opleve alt for store forandringer, selvom vi i en periode står uden en fast chefkonsulent inden for denne branchegren.
En enestående indsats
Selvom vi nu siger farvel til Claus og ønsker ham alt held og lykke i sit nye arbejde som forretningschef hos MR Skovservice, vil vi også gerne benytte lejligheden til at anerkende den store indsats, han har ydet for både branchen og medlemmerne.
Claus har ikke blot præget udviklingen i branchen og sin rolle som chefkonsulent markant – han har også ydet en stor indsats i det politiske arbejde som repræsentant i Ceettar, den europæiske brancheorganisation. Han har været drivkraften bag mange netværksmøder, mesterskaber og arrangementer, hvor blandt andet danske politikere har fået mulighed for at opleve skoventreprenørernes arbejde på nært hold i de danske skove og forstå, hvordan deres beslutninger påvirker branchen.
Det var i 2022, at Claus tog initiativ til de politiske skovture i samarbejde med Træ- og Møbelindustrien, et vigtigt skridt i arbejdet for at sikre, at skovbruget tager ansvar for biodiversitet, samtidig med at vi arbejder for en multifunktionel arealanvendelse – for de danske skove kan og skal kunne rumme begge dele.
Claus har også spillet en nøglerolle i Partnerskabet for Ansvarlig Træbiomasse, hvor han har bidraget til at kvalificere debatten om træbaseret biomasse som energikilde. Hans arbejde har været afgørende for at sikre, at politikere og beslutningstagere har haft et solidt fagligt grundlag at træffe beslutninger på.
Et varigt aftryk på branchen
En af Claus’ store bedrifter har været etableringen af ordningen “Godkendt Biomasseproducent”, som DM&E lancerede i 2018. Ordningen, der sikrer sporbarhed og bæredygtighed i biomasseproduktionen, har siden vokset sig stærk og tæller i dag 45 medlemsvirksomheder. Claus har haft en afgørende rolle i at udbrede og styrke denne certificering, hvilket har været en stor gevinst for branchen.
Siden Claus startede i DM&E den 1. maj 2016, er skoventreprenørerne i foreningen vokset markant – fra 95 til 141 medlemmer. Det vidner om Claus’ store engagement og evne til at skabe værdi for medlemmerne.
Claus’ bidrag stopper dog ikke ved de faglige og politiske resultater – han har også haft stor betydning for det sociale fællesskab i DM&E. Han har været en mester i at arrangere sommerfester, kollegiale sammenkomster samt velbesøgte arrangementer for medlemmerne – altid med et smittende engagement og en enestående evne til at skabe gode oplevelser for alle omkring sig.
Kæmpe tak, Claus!
Fra hele DM&E-teamet og bestyrelsen – vi kommer til at savne dig, og vi ønsker dig alt det bedste fremover i dit nye arbejde.



For yderligere information, kontakt venligst branchedirektør Jacob Chr. Nielsen, [email protected], +45 7641 3678.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold