Hjem » Større frihed og fleksibilitet

Større frihed og fleksibilitet

Vognmandstilladelsen har fjernet Gangergaardens Maskinstations behov for at få andre vognmænd til at transportere gods som korn og gylle. Det har givet flere kunder.

Lastbilkørsel udgør en forholdsvis lille del af forretningen hos Gangergaardens Maskinstation, men alligevel er virksomhedens indehaver, Joakim Gangergaard, godt tilfreds med at have en vognmandstilladelse.

– Det er ikke noget, man bliver fed af, men tilladelsen giver større frihed og fleksibilitet. Vi har nemmere ved at planlægge dagligdagen, fordi vi ikke er afhængige af, at andre vognmænd skal køre for os. Det har givet os lidt flere kunder, forklarer Joakim Gangergaard.

Han fik vognmandstilladelsen ved at følge et fem uger langt kursus hos ZBC (tidligere AMU, red.) i Slagelse for 10 år siden. Prisen var cirka 25.000 kroner. For det beløb fik Joakim Gangergaard ikke bare tilladelse til at drive vognmandsforretning og transportere gods for fremmed regning med en lastbil eller et vogntog med en samlet totalvægt over 3.500 kilo. Han fik også lov til at studere køre- og hviletidsregler, lave beregninger og vurderinger af tilbud samt andet teoretisk arbejde for fuld gas. Vel at mærke med kritisk vurdering og garanti for, at man ikke kom sovende gennem kurset.

– 75 procent af de 10-12 kursister på holdet dumpede, husker Joakim Gangergaard, der fik vognmandstilladelsen som en fremtidssikring:

– Stadig flere af vores kunder efterspurgte kørsel af deres gylle og korn. Så vi kunne godt mærke, at det bar hen imod, at vi fik større behov for lastbiler. Og en vognmandstilladelse, for selvfølgelig skal man overholde reglerne.

Omtrent samtidig med AMU-kurset købte Joakim Gangergaard en lastbil, og i dag har Gangergaardens Maskinstation tre af slagsen, alle Volvo, tre faste chauffører og et par afløsere.

– Vi ansatte en chauffør for et par måneder siden og har brug for en mere. Men det er en stor udfordring af finde chauffører her på Sjælland, pointerer Joakim Gangergaard, som anslår, at vognmandskørslen udgør omkring 10 procent af den samlede forretning.

Kan tilbyde hele pakken

Størstedelen af kørslen handler om transport af gylle om foråret og korn i høsten. I begge tilfælde er det en fordel, at Gangergaardens Maskinstation kan tilbyde kunderne hele pakken, forklarer Joakim Gangergaard:

– Vognmands-tilladelsen betyder, at vi selv kan transportere en kundes gylle ud til vores Agrometergylleudlægger i en buffertank. Og fordi der er styr på lastbilen, er vi ikke afhængige af, hvornår en fremmed vognmand kan levere gyllen. Det gør os mere effektive, og det er mange kunder yderst tilfredse med. Det samme gælder i høst, hvor vi kan planlægge, at vi har en lastbil til at køre korn.

Vognmandstilladelsen gør ham også i stand til at tilbyde transport af traktorer og andre maskiner, der er brudt sammen, på en blokvogn.

– Af og til kører vi også korn til Jylland og tager pallegods med hjem for at udnytte lastbilen bedst muligt. Det giver os flere opgaver og kan være med til at fastholde medarbejderne, når der ikke er så meget landbrugsbaseret arbejde, påpeger Joakim Gangergaard.

Gangergaardens Maskinstation A/S

● Stiftet i 1976 af Anders Gangergaard.
● Drives i dag af hans søn, Joakim Gangergaard.
● Har base ved Høng.
● Har over 55 selvkørende enheder.
● Har 20 faste medarbejdere og op til 27 i højsæsonen.
● Driver landbrug på 1.300 hektar med majs, roer, græs og raps.
● Er Vestsjællands største maskinstation og dækker hele regionen, herunder Kalundborg, Slagelse og Sorø.
● Tilbyder alt inden for traditionelt landbrugsarbejde.
● Dertil kommer dræning, slamsugning, kloakservice og vognmandskørsel.

Chefkonsulent i DM&E Maskinstation, Thomas Kristensen, th@dmoge.dk, +45 7641 3665.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.