Store prisstigninger på nye maskiner har hevet priserne på brugtmarkedet med op, og det får nu DM&Es økonomikonsulent til at komme med en opfordring om at holde øje med afskrivningen.
Overskriften skal selvfølgelig ses med et smil. Men prisudviklingen på nye maskiner steg meget i løbet af 2022, hvilket efterfølgende også har påvirket brugtmarkedet. Derfor er brugte maskiner på papiret nu meget mere værd end tidligere.
Det er vigtigt, at afskrivningen ligger på et fornuftigt niveau, ikke for højt og ikke for lavt. Hvis det er for højt, får man selvfølgelig større gevinst på salg af maskiner, men balancen kommer til at stå for lavt på maskinværdi og dermed også egenkapitalen. Afskriver man for lidt, gælder selvfølgelig det omvendte.
Trends påvirker værdien
Værdiforringelsen (eller afskrivningen) på landbrugsmaskiner afhænger af flere faktorer og vil også i fremtiden blive påvirket af teknologiske, økonomiske og politiske forhold. Generelt set kan man dog forvente en vis udvikling i værdiforringelsen baseret på følgende trends:
1. Teknologisk udvikling:
Hurtig udvikling i præcisionslandbrug, automatisering og elektrificering kan gøre ældre maskiner hurtigere forældede. Det kan øge den forventede værdiforringelse, især for maskiner uden software- og sensorintegration.
2. Miljøkrav og reguleringer:
Skærpede krav til emission og bæredygtighed kan presse ældre, dieseldrevne maskiner ud af markedet hurtigere. Nyere maskiner med lavere miljøpåvirkning kan derfor bevare deres værdi bedre.
3. Marked og forsyningskæder:
Hvis udbuddet af nye maskiner er begrænset (som det blev under COVID-19), kan brugte maskiner stige i værdi midlertidigt. Et velfungerende brugtmarked kan stabilisere værdiforringelsen, især i lavkonjunkturperioder.
Typiske afskrivningsperioder og -normer
I praksis benytter maskinstationer enten lineær afskrivning baseret på maskinens forventede levetid eller saldoafskrivning, hvor det normalt vil svare til typisk 12–20 procent om året. Med baggrund i ni års normtal fra landbrugsmaskinstationer og estimatet for 2024 viser data udviklingen for 10 år på virksomhedsniveau.
Generelt set er virksomhedernes omsætning stedet med 50 procent fra 2015 til 2024, hvilket selvfølgelig ikke dækker over prisudviklingen, men alene merarbejde det vil sige en større andel af maskinstationsarbejdet i 2024 i forhold til 2015 – for eksempel på grund af strukturudviklingen i landbruget.
Værdien af maskinparken er steget med 60 procent over samme 10-årige periode, så der er stadig symmetri i nøgletallet omsætning i forhold til maskinværdi.
Figur 1 viser afskrivningen (med sort) før gevinst for maskinsalg og efter gevinst (med orange).
Fra 2015 til 2022 lå de driftsmæssige afskrivninger mellem 13,0 og 13,5 procent, og gevinsterne udgjorde en-to procent. Således er nettoafskrivningen på 11,4 til 12,4 procent.
Fra 2022 er gevinsterne steget så meget, at nettoafskrivningen er faldet til under 10 procent. Derfor kan det kan være en god idé at sætte bruttoafskrivningen ned på virksomhedsniveau på 10–11 procent over de næste to år. Herefter skal man måske vende tilbage til ’de gamle dage’s afskrivningsprofil.
Har du spørgsmål?

Kontakt DM&Es Økonomi & Analysekonsulent Torben Madsen på [email protected] eller telefon +45 7641 3669.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold