Hjem » DM&E Junior på en inspirerende og lærerig sommerudflugt i Vildbjerg

DM&E Junior på en inspirerende og lærerig sommerudflugt i Vildbjerg

Fredag den 13. juni blev en dag fyldt med inspiration, netværk og faglig sparring for DM&E Juniors medlemmer, der tog på en spændende sommerudflugt til Vildbjerg i det nordjyske. Her besøgte de to virksomheder, der gav et unikt indblik i deres historier og generationsskifter.

Udflugten blev indledt på Erling Kjær Maskinstation, hvor deltagerne blev budt velkommen med lækre rundstykker fra den lokale bager og dampende kaffe. Stemningen var god, mens medlemmerne minglede med hinanden. Morten Lauritsen og Mathias Pedersen tog ordet og præsenterede både sig selv og maskinstationens historie, som nu gennemgår et spændende generationsskifte. De delte deres rejse ind i virksomheden og den gradvise overtagelse, der kræver tid og omtanke, mens de navigerer i beslutninger for både driften og fremtiden.

Efter en rundvisning fortsatte turen mod Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S med et pitstop på de åbne vidder. Her fik Mathias Pedersen mulighed for at vise en af deres unge maskinførere, der flittigt var i gang med at høste på markerne. Der blev sparket dæk og snakket om livet som ung i branchen – og emner som det imponerende grej og de store maskiner blev hurtigt en del af snakken.

Sejer Pedersen forkælede DM&E Junior med smørrebrød til frokost, efterfulgt af en rundvisning. Sejer Pedersen delte virksomhedsudviklingen siden grundlæggelsen i 1984, hvor de nu beskæftiger 130 dygtige medarbejdere og opnår en imponerende bruttofortjeneste på 56 millioner kroner.

Mathias og Nickolai Sejer Pedersen – sønner af Sejer Pedersen – delte deres erfaringer med generationsskiftet og hvordan de balancerer det med hverdagens opgaver – fra projektledelse i hele Danmark til præcise detaljer omkring virksomhedens maskiner. Begge besøg gav værdifuld indsigt og inspiration, og satte gang i gode diskussioner om virksomhedsoverdragelse og drift.

Dagen fortsatte på Vildbjerg Sports- & Kulturcenter med teambuilding aktiviteter, hvor DM&E Junior fik pulsen op i en intens dyst i kørestolsrugby. Her imponerede Mathias Pedersen fra Erling Kjær Maskinstation med en førsteplads i riffelskydning med 195/200 point!

Dagen blev afsluttet med grillede bøffer og lækkerier fra Møltrup, hvor gruppen fik mulighed for at evaluere dagens oplevelser og indtryk. Det var en vellykket dag, der gav alle deltagerne både noget fagligt og socialt.

DM&E Junior sender en stor tak til de to virksomheder for deres gæstfrihed og åbenhed, og ser allerede frem til næste arrangement den 5. september 2025.

Se billederne fra dagen

Kontakt os

Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.