Hjem » DM&E indgår samarbejde med Skovkortet

DM&E indgår samarbejde med Skovkortet

Et nyt digitalt værktøj er på vej til medlemmerne! DM&E har nemlig indgået et spændende samarbejde med Skovkortet.dk – en brugervenlig, digital platform målrettet skovforvaltning, som gør det lettere og mere overskueligt at planlægge, dokumentere og skabe overblik i den daglige drift.

Implementeringen sker gradvist og starter med et testforløb sammen med udvalgte medlemmer. På baggrund af erfaringerne åbnes der løbende op for flere brugere, med målet om, at alle medlemmer har adgang til Skovkortet senest den 1. januar 2026.

– Med Skovkortet.dk får vores medlemmer adgang til et innovativt værktøj, som ikke blot effektiviserer planlægningen, men også styrker dokumentationen og giver et solidt fundament for ansvarlig skovforvaltning, siger branchedirektør Jacob Chr. Nielsen.

Fra Skovkortet.dk lyder forventningen, at samarbejdet vil gøre en væsentlig forskel for medlemmerne i deres daglige arbejde. Systemet er under løbende udvikling og tilbyder samtidig god mulighed for support.

– Vores ambition er at støtte medlemmerne med et system, der ikke bare er brugervenligt og fagligt stærkt, men også leverer løbende support og hjælp, så de altid kan få mest muligt ud af platformen i deres daglige arbejde, siger Jens Isbak, CEO og medstifter af Skovkortet.dk.

Et digitalt værktøj til hele værdikæden i skoven

Skovkortet er designet til at understøtte hele værdikæden i skovbruget. Det giver overblik over opgaver og ressourcer og gør det muligt at planlægge, uddelegere og følge op digitalt. Platformen skaber et effektivt bindeled mellem skovfogeder og entreprenører, så alle parter arbejder ud fra samme digitale overblik.

– Med Skovkortet får vores medlemmer adgang til et værktøj, der binder hele processen sammen – fra planlægning til udførelse. Det passer rigtig godt ind i vores strategi om at styrke den digitale værktøjskasse til medlemmerne, siger Jacob Chr. Nielsen.

Klar til fremtidens krav – herunder EUDR

Skovkortet er i konstant udvikling og bliver løbende tilpasset nye lovgivningskrav. Allerede nu kan platformen arbejde sammen med Trace-systemet fra EU’s nye skovforordning, EUDR (European Union Deforestation Regulation). Når de endelige krav fra EUDR bliver fuldt implementeret, vil Skovkortet være klar til at håndtere de nødvendige data og processer – og dermed understøtte medlemmerne i at overholde lovgivningen.

– EUDR stiller helt nye krav til dokumentation og sporbarhed i skovbruget, og det kan være en stor mundfuld at håndtere alene. Derfor er det afgørende, at vi har digitale værktøjer som Skovkortet, der allerede nu er gearet til at støtte op om den proces. Det giver vores medlemmer en klar fordel i en tid, hvor kravene kun går én vej – nemlig opad, siger branchedirektøren.

Lanceres løbende fra efteråret – med kurser og workshops i hele landet

Det nye samarbejde lanceres officielt i det tidlige efterår 2025. Der vil være en overgangsperiode frem til årsskiftet, hvor DM&E’s medlemmer får mulighed for at lære platformen at kende. I den forbindelse afholdes der kurser og temadage rundt om i landet.

– Det bliver arbejdsworkshops med både fiktive og reelle opgaver – og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og få hands-on erfaring. Vi kommer til at stå sammen om både undervisning og opfølgning, så alle medlemmer føler sig godt klædt på til at bruge værktøjet i praksis. Vi glæder os til at komme i gang, siger Jacob Chr. Nielsen.

Jacob Chr. Nielsen og Jens Isbak giver hinanden hånd på aftalen.

FAKTABOKS

Skovkortet.dk blev stiftet i 2019, efter at det første kodearbejde blev skrevet i 2018. Virksomheden blev grundlagt af Jens Isbak og Rasmus Pedersen, og Henrik Neergaard-Petersen kom til i 2021. Skovkortet har siden da udviklet sig løbende og er i dag et bredt anvendt værktøj inden for skovforvaltning. Platformen benyttes i dag af både skovejere, skovfogeder og entreprenører – uanset om man har ansvar for én skov eller 50 ejendomme spredt over hele landet

For yderligere information, kontakt venligst Jacob Chr. Nielsen, [email protected], +45 7641 3678.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.