I forbindelse med et generationsskifte søger Danske Maskinstationer og Entreprenører en fagligt dygtig konsulent til vores virksomhedsrådgivningsafdeling. Du vil få til opgave at varetage den faglige rådgivning og vidensdeling til medlemsvirksomhederne indenfor arbejdsmiljø.
Vi er en brancheorganisation, der repræsenterer entreprenører, kloakmestre, maskinstationer og skoventreprenører. Som brancheorganisation arbejder vi for at fremme vores medlemmers interesser og styrke deres konkurrenceevne, og som arbejdsmiljøkonsulent i DM&E bliver du en del af den faglige rådgivning og vidensdeling til medlemsvirksomhederne indenfor arbejdsmiljø. Det sker i tæt samarbejde med den nuværende arbejdsmiljøkonsulent, teamet i virksomhedsrådgivningen og resten af organisationen, der tæller i alt 18 medarbejdere.
Om stillingen
Som arbejdsmiljø konsulent vil du have en central rolle i vores organisation, hvor dine hovedopgaver vil inkludere at yde faglig rådgivning og dele viden med vores medlemsvirksomheder. Du vil være ansvarlig for undervisning samt afvikling af kurser og temadage for vores medlemmer herunder ADR kap 1.3, håndtering og transport af farligt gods under frimængden. Derudover vil du have ansvaret for efteruddannelse inden for arbejdsmiljø og arbejde med udvikling og implementering af kurser og værktøjer til branchen for at skabe synlighed om det gode arbejdsmiljø. Det vil også være vigtigt, at du holder dig ajour med de seneste nyheder inden for arbejdsmiljøfeltet og bidrager med idéer og indhold til artikler til foreningens medlemsblad og nyhedsbreve, herunder muligheden for selv at skrive artikler.
Din baggrund
Uddannelsesmæssigt kan du have en bred tilgang til stillingen. Det kan være en teoretisk uddannelse, men praktisk erfaring inden for arbejdsmiljø er ligeledes relevant. Afgørende er, at du har interesse for og viden om arbejdsmiljø, og gerne inden for områder som landbrug, skovbrug eller kloak- og anlægsentreprenørfaget. Vi ser gerne, at du har rådgivnings- eller undervisningserfaring inden for et af foreningens fagområder eller praktisk erfaring fra et af disse. Flere års erfaring med arbejdsmiljø og indsigt i de tre faggrene, som foreningen repræsenterer, vil også være en fordel.
En dygtig formidler
Vi leder efter en person med en generel interesse for og viden om det gode arbejdsmiljø, som er tillidsvækkende og har gode kommunikations- og formidlingsevner, både mundtligt og skriftligt. Du skal være komfortabel med at stå ”stå på scenen” i forbindelse med kurser og indlæg. Det er vigtigt, at du er selvstændig og har en interesse i at forbedre arbejdsmiljøet i medlemsvirksomhederne. Vi værdsætter ambitiøse, engagerede og positive medarbejdere, der aktivt bidrager til et godt samarbejde med kompetente kollegaer.
Vi tilbyder
Vi tilbyder dig et spændende og udfordrende job i en dynamisk og fremadrettet organisation. Du vil blive en del af et engageret og kompetent team, der arbejder tæt sammen om at skabe værdi for vores medlemmer. Du vil få stor indflydelse på dit arbejdsområde og mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt. Du vil få en attraktiv løn og gode ansættelsesvilkår.
Sådan ansøger du
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte chef for virksomhedsrådgivning og partneraftaler Anne Thyssen, 30256694, [email protected].
Har dette din interesse bedes du sende din ansøgning med relevante bilag til DM&E, Lene Poulsen, [email protected] – mrk. Arbejdsmiljøkonsulent.
Send din ansøgning senest den 8. august og du vil først få tilbagemelding derefter.
→ Se stillingsopslaget i Pdf her
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold