Hjem » Slagleklipper suger lyngen direkte i kassen

Slagleklipper suger lyngen direkte i kassen

Brian Jensens Valtra-traktor med ombygget opsamlerkasse og en Giant-minilæsser med grab er uundværlige i kampen mod gyvel og tilgroede lyngarealer.

Når man møder Brian Jensen fra Strandhusenes Natur- og Landskabspleje ved Nykøbing Sjælland, står det hurtigt klart, at han ikke bare er maskinfører – han er også en passioneret naturplejer med et skarpt øje for det rette grej til den rette opgave. Hans maskinpark er ikke stor, men målrettet og effektiv.

Brian Jensen begyndte sin naturplejekarriere med en ældre Volvo BM fra 1973, men med årene voksede behovet for mere moderne og specialiseret udstyr. I 2021 investerede han derfor i en Valtra-traktor, som i samarbejde med den lokale forhandler blev opgraderet til netop hans behov.

Skræddersyet setup til lyngpleje

Traktoren er delvist skovinddækket og opsat i samarbejde med den lokale Valtra-forhandler. Den har fået den nødvendige beskyttelse til kørsel i kuperet terræn, men ikke fuld skovinddækning, da Brian Jensen ikke arbejder i tæt skov eller håndterer tunge opgaver som kævlekørsel og knusning. Slagleklipperen bagpå specialbygget af Vig Maskinværksted, hvor smeden har ombygget opsamlerkassen, forstærket den med nyt stål og tilpasset den til at kunne knuse og opsamle lyng i én arbejdsgang.

Følger terrænet tæt

Traktorens vigtigste redskab er en slagleklipper med opsamlerkasse bygget af Vig Maskinværksted – den lokale smed.

Med tunge slagler kan klipperen ikke bare slå materialet, men også knuse det og skabe et undertryk, der suger det op i beholderen.

Kapaciteten er cirka 1,5 kubikmeter, og kassen skal tømmes regelmæssigt. Typisk udgør én lyngbunke omkring 10 tømninger. Men det er ikke noget problem, forklarer Brian Jensen:

– Klipperen kan komme ind alle steder og følge terrænet tæt. Det gør det nemt at samle lyng, som jeg læsser i bunker, og som en vognmand senere henter. Det er perfekt til de her små, men vigtige arealer.

Maskinen bruges på et to hektar stort område for grundejerforeningen Jyderup Lyng i Vig, der modtager kommunalt tilskud til naturpleje. Den specialbyggede slagleklipper er skræddersyet til formålet takket være samarbejdet med den lokale smed i Vig.

Gyvel spreder sig hurtigt og effektivt, da dens frø er ekstremt spirevillige. Den overtager hurtigt en lynggrund, og skal holdes tilbage så vidt muligt.

Minilæsseren – lille kæmpe mod gyvel

Brian Jensen kalder sin GIANT-minilæsser for sin ’skruemaskine’ – et værktøj, han altid har med sig og bruger til opgaver som træfældning, jordarbejde og fjernelse af uønsket vegetation. Maskinen er kun et år gammel og har allerede kørt over 500 timer. Den har en kraftig grab (skovtang), som blandt andet bruges til at trække gyvel op med rod.

– Gyvel er en invasiv art. Slår du den kun, spreder den rødderne og kommer igen, siger Brian Jensen, der ikke kun ser sine to maskiner som midler til at få bugt med buske og træer.

De er også med til at bevare og genskabe naturens mangfoldighed. Det kræver indsigt, strategi og det rette grej.

Uden pleje gror strand og hede til. Når biomassen fjernes, åbnes jorden – og urter, orkideer og andre sjældne arter får plads.

Strandhusenes Natur- og Landskabspleje

- Specialiseret i lyngpleje og genskabelse af lyng
- Udfører opgaver på sommerhusgrunde, fællesarealer og større naturgrunde
- Arbejder for både private, grundejerforeninger og kommuner
- Kombinerer praktisk erfaring med ny viden om naturforvaltning og pleje
- Genskaber lyng på tidligere lyngarealer, hvor frø kan spire efter op til 70 år


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


Kontakt os

Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.