Grønne opgaver udgør 10 procent af Tjele Entreprenørforretning – og et stort projekt fik i det seneste regnskabsår andelen op på 25 procent.
Se! Det er ren idyl, og det bliver en oplevelse, når alt springer ud i foråret og danner en grøn tunnel rundt om den træbro, vi står på, og som Tjele Entreprenørforretning (TEF) har lavet, siger Mikael Kristensen.
Som medejer af firmaet har han inviteret DM&E Magasinet på en tur langs Gudenåen ved Ulstrup. Her begyndte TEF i marts at anlægge en samlet strækning på 11 kilometer, heraf ca. 3,5 kilometer grusstier og 1,7 kilometer træbroer. Resten er udlagt som trampesti med græs eller skovbund.
Derfor besøger vi Tjele Entreprenørforretning
Tjele Entreprenørforretning har integreret grønne opgaver i virksomhedens klassiske gule arbejde. DM&E Magasinet ser nærmere på et igangværende grønt projekt, og hvad ’det grønne’ betyder for virksomheden.

Tjele Entreprenørforretning er hyret af Favrskov Kommune og Naturstyrelsen til at anlægge 1,7 kilometer broer og 3,5 kilometer grusstier langs et afsnit af Gudenåen ved Ulstrup. Fotos: Lars Holm.
Grønne opgaver giver nye og flere muligheder
Tjele Entreprenørforretning har succes med at supplere det klassiske gule arbejde med opgaver i det grønne.
De 3,5 kilometer grusstier og 1,7 kilometer træbroer, som Tjele Entreprenør Forretning (TEF) anlægger for Favrskov Kommune, er en del af Gudenåstien, der følger Pramdragerstien fra 1400-tallet.
På en træbro i et tæt krat fortæller medejer Mikael Kristensen, at broen var kompliceret at lave. I første omgang fordi TEF ikke måtte etablere et bredt arbejdsbælte gennem og buskadset for lodsejeren.
– Siden viste det her område sig at være bundløst. Først fire meter nede er der grus og sand. Derfor måtte vi arbejde os frem meter for meter.
– Vi lagde først jernplader og derpå trækøremadrasser og ryddede buskadset med en seks ton gravemaskine og en bæltedumper, forklarer Mikael Kristensen.
Klassisk gult arbejde
Derpå nedskruede en to ton minigraver lange stålskruer, produceret af en smed på Tjele-egnen og tryktestet til et ton, med en specialdesignet forlængerarm, som er designet og fremstillet af TEF.
– Derefter kunne vi etablere broen med vanger, beslag og dæksbrædder af egetræ. TEF udfører hovedsageligt jord-, støbe- og kloakeringsarbejde, så hvordan kom virksomheden ind i det grønne segment?
Gennem en kombineret gul og grøn byfornyelse af et rekreativt område i Vammen nordøst for Viborg i 2014. Bygherren var Viborg Kommune med landskabsarkitektfirmaet Arkplan som rådgiver og TEF som entreprenør.
Da Favrskov Kommune i 2016 skulle have lavet en bådebro i Gudenåen i Ulstrup, var rådgiveren igen Arkplan, mens TEF vandt opgaven som entreprenør.
– Det var første gang, vi udførte et projekt med nedskruning af stålskruer. Siden har vi jævnligt budt på, og fået, grønne opgaver. Det giver os nye og flere muligheder, siger Mikael Kristensen.
En vigtig detalje i TEF’s grønne succes er dels metoden med at nedskrue stålskruer nænsomt med gravemaskinens specialdesignede arm, dels skruernes lange levetid. Det gav en opgave i 2018 med anlæggelse af grusstier og træbroer ved Bjerringbro for Viborg Kommune.
Tjele Entreprenørforretning (TEF)
● 2002 Etableret i Rødding af Mikael Kristensen og Niels Nielsen.
● 2007 Flyttede til en ejendom i Ørum, som fik nyt kontor og velfærdsfaciliteter i 2014.
● 2023-24 Købte og totalrenoverede naboejendommen.
● 2025 25 medarbejdere.
Nysgerrig konsulent
Efter den opgave ringede en konsulent fra Orbicon (nu WSP), der var rådgiver for Naturstyrelsen i et projekt om renovering af Pramdragerstien mellem Silkeborg og Kongensbro, til Mikael Kristensen:
– Han ville vide mere om vores måde at etablere grusstier og træbroer på i vanskeligt terræn langs Gudenåen. Det ville jeg ikke fortælle ham, men sagde, at han kunne invitere TEF til tilbudsgivningen.
Det gjorde rådgiveren. TEF vandt opgaven for Naturstyrelsen og arbejdede i projektet i næsten et år. Det hjalp Tjele-virksomheden til at få flere opgaver for Naturstyrelsen såsom støbning af fundamenter til shelter i skove, etablering af madpakkehuse, renovering af stier langs Gudenåen og det nuværende projekt ved Ulstrup.
Det grønne arbejde er i dag en betydelig del af TEF.
– Grønne opgaver udgjorde 25 procent af omsætningen i vores seneste årsregnskab. I ’almindelige’ år er tallet omkring 10 procent. Det er godt at have fået et ekstra ben i virksomheden. Og medarbejderne står næsten i kø for at komme herud. De vil gerne prøve at arbejde med noget andet, end de plejer, fortæller Mikael Kristensen.

På en skråning i en skov ved Gudenåen har Mikael Kristensen og nogle af hans medarbejdere opført en hævet gangbro.
Snoet bro
Efter præsentationen af broen i den bundløse sump kører han i sin firehjulstrukne bil til et andet TEF-arbejde ved Gudenåstien.
– Ikke alle steder er lige nemme at komme til, siger han, mens bilen skumpler og bumper hen ad et par hjulspor på en eng.
’Vejen’ slutter ved en skov, hvor Mikael Kristensen parkerer og fører hen til en af de mere krævende opgaver i Gudenå-projektet: en 30 meter lang højbro hen over en slugt på en stejl skråning:
Det er ikke det mest fremkommelige terræn for minigraveren. Vi skulle også tage højde for, at der kommer vand ud af bakken, som gør jorden blød. Desuden måtte vi ikke fælde de store træer for ikke at øge risikoen for erosion. Derfor måtte vi lave broen, så den snor sig mellem træerne.
Plads til personer med særlige behov
Tjele Entreprenørforretning giver plads til mennesker – ikke bare medarbejdere.
Hos Tjele Entreprenørforretning (TEF) er der fokus på at skabe rum for medarbejdere med særlige behov – både når livet går op, og når det går ned.
Souschef Frederik Rørbæk fortæller, at virksomheden arbejder aktivt for at støtte medarbejdere, som rammes af personlige eller helbredsmæssige udfordringer:
– Vi har haft flere eksempler på, at medarbejdere har haft det svært, men i stedet for at give slip, forsøger vi at finde løsninger sammen med dem. Det kan være i samarbejde med kommunen, så vi sikrer, at de får mulighed for at blive hos os – måske i en justeret funktion.
Det handler ifølge Frederik Rørbæk om at tage hånd om det hele menneske:
– Når folk mærker, at vi vil dem, så vokser de. Nogle har måske brug for lidt mere tid eller støtte, men de bidrager stadig til fællesskabet, og det er værdifuldt.
Fokus på trivsel
Frederik Rørbæk har en mangeårig baggrund i ledelse og personaleudvikling. Han blev i 2023 ansat i TEF for at styrke HR-arbejdet i virksomheden. Medejer Mikael Kristensen peger på, at Frederik Rørbæks rolle har gjort en forskel:
– Med ansvaret for personalet har han fokus på trivsel og på at skabe et sundt arbejdsmiljø, hvor alle trives og bliver set.
Trivsel handler i TEF også om at give plads til dem, der ikke passer ind i de klassiske rammer og har brug for lidt ekstra støtte.
– Det giver mening for os – både menneskeligt og for virksomheden. Når vi hjælper folk videre, får vi loyale og engagerede medarbejdere, siger Mikael Kristensen.
Samarbejde med kommunen
TEF samarbejder med Viborg Kommune om at hjælpe unge, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det sker gennem initiativet Ungeløftet, et partnerskab mellem kommuner og virksomheder.
Foreløbig har samarbejdet ført til flere ansættelser, hvor unge uden job eller uddannelse er kommet i praktik og derpå ordinær ansættelse.
– Nogle begynder helt fra bunden, men udvikler sig hurtigt, når de mærker, at nogen tror på dem. At se den forandring er fantastisk, siger Frederik Rørbæk, hvis tilgang er enkel: at være nysgerrig og spørge ind.
– Det åbner for en ærlig samtale og hjælper os med at finde den rette vej sammen, siger han.
Mikael Kristensen tilføjer: – Vi tager én ad gangen. Det passer til vores størrelse og gør, at vi kan give den enkelte den opmærksomhed, der skal til.
Udsnit af maskinlisten
● Tre Giant-minilæssere (5003T, Giant 3500, Giant V452T)
● Schaff TL80-minilæsser
● Mecalac AX100-minilæsser
● Kubato STV32-minitraktor
● JCB-minigraver 19C-1
● TC29 gravemaskine incl. skovle
● En Volvo- og to TC20-minigravere
● JCB 19C-1-minigraver
● Tre TC20-minigraver (gas) og en TC60
● Tre Kobelcogravemaskiner (7,5t, SK14 og SK58)
● Ny JCB 4CX-rendegraver
● To New Holland-traktorer (TS115 og T7.225)
● To iPek-kloak-tv (Agilios og XR100)
● Kubota U10-3-minigraver
● Eurocomach-minigraver
● New Holland E12D Roll-bar minigraver
● To Wacker Neusonbæltedumpere
● SMC J-Max 700-ATV
● To Iveco Daily (MY 24 og Forza F30V)
● Ford Transit Custom
● Iveco Daily
● Tre varebiler (Renault, VW Crafter, Toyota Proace)
● Seks lastbiler (tre Mercedes, en 3248, to Iveco Stralis, en Scania og en Volvo inkl. opbygning)
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
