Hjem » – Tiden var moden til forandringer

– Tiden var moden til forandringer

Efter sit første travle år som direktør for DM&E glæder Jacob Christian Nielsen sig til at fortsætte udviklingen af foreningen på en måde, der ved at bygge på det gamle og velfungerende fundament tiltrækker nye medlemmer og peger ind i fremtiden.

Medlemstal i vækst for tredje år i træk, nyt administrationssystem, ændret ledelsesstruktur, farvel til godt en håndfuld mangeårige medarbejdere og goddag til lige så mange nye. Og så lige lancering af et nyt branchekoncept Natur og Landskabspleje og en ny strategi på vej. Det er nogle af de mange tiltag og hændelser, Jacob Christian Nielsen kan se tilbage på i sit første år som direktør for DM&E.

– Ja, der har været knald på, siger den 52-årige topchef til DM&E Magasinet, der har inviteret ham til en statussamtale efter de første 12 måneder i foreningen.

Grundlæggende står DM&E stærkt, mener Jacob Christian Nielsen.

– Ikke mindst, fordi Bent (Juul Jørgensen, direktør for DM&E 2011-2024, red.) skabte meget godt for foreningen. Han efterlod en forening i vækst (DM&E får konstant tilgang af nye medlemmer og har et rekordhøjt antal af dem, red.) med et stærkt fundament til at føre sit store arbejde videre. Det er jeg glad for at have fået muligheden for at gøre, siger Jacob Christian Nielsen.

Ikke en tro kopi
Men han understreger, at han ikke ville være en tro kopi, der fortsatte driften af DM&E uden ændringer.

– I stedet ser jeg efter aftale med bestyrelsen og ansættelsesudvalget på foreningen med nye øjne og en ny vinkel, siger Jacob Christian Nielsen. Det har blandt andet medført en uddelegering af nogle af hans opgaver i ledergrupper. Siden foråret har Thomas Kristensen haft ansvar for medlemsservice, mens Anne Thyssen er chef for virksomhedsrådgivning og partneraftaler.

– Hvorfor det? Fordi min overordnede aftale med DM&Es bestyrelse går ud på, at jeg dels skal være tæt på og ude ved medlemmerne, dels tage mig af de overordnede politiske opgaver og have fingeren på pulsen på Christiansborg og i Bruxelles, siger Jacob Christian Nielsen.

Undgår flaskehals
Med de mange ud af huset- opgaver så han sig som en mulig flaskehals for tiltag, der skulle afstemmes med ham, men som ville gå i stå som følge af hans begrænsede tid på kontoret.

– Min tid ude af huset betyder også, at jeg ikke altid har direkte føling med, hvad der rører sig på kontoret i det daglige. Det er nødvendigt i en organisation som DM&Es med over 20 dygtige medarbejdere, forklarer Jacob Christian Nielsen om årsagen til den nye og flade ledelsesstruktur og tilføjer:

– Ledelse og koordinering er vigtig, og selv om vores medarbejdere er selvkørende, er det vigtigt, at vi har en tydelig koordinering på tværs af aktiviteterne, og at vi holder fast i vores fælles retning.

Bedre overblik
Et andet nyt tiltag er indførelsen af CRM, et administrationssystem, der samler alle oplysninger om DM&E-medlemmer ét centralt sted for at forbedre servicen og forholdet til dem, pointerer Jacob Christian Nielsen.

– Systemet giver os et bedre overblik og gør os i stand til at dele viden og oplysninger på tværs af huset. På den måde bliver opgaverne mindre personafhængige, end de var før, siger Jacob Christian Nielsen og tilføjer:

– Desuden kan vi gennem registrering af henvendelserne spore behov for kurser eller møder om et særligt emne og få fat i de medlemmer, der sjældent kontakter os, og høre om deres ønsker og behov. Samtidig skal vi selvfølgelig sikre, at vores kontakt med medlemmerne stadig er personlige og tætte.

For mange farveller
Jacob Christian Nielsen kan kun gisne, om de ’nye tider’ er blandt årsagerne til, at godt en håndfuld af de godt 20 medarbejdere på DM&Es kontor i Vejle har forladt foreningen.

– Men uanset hvad vil jeg ikke lægge skjul på, at vi efter min mening har taget afsked med for mange fantastisk gode kolleger med mange års erfaring på forholdsvis kort tid. Man kan altid finde skønhedsfejl, og jeg har set indad og overvejet, om jeg kunne have gjort noget anderledes, siger Jacob Christian Nielsen og fortsætter:

– For eksempel ved at have gennemført ændringerne langsommere. Den planlagte strategiproces udskød vi et halvt år, men vi havde også et behov for at komme i gang med en ny fælles retning, så det kunne ikke vente længere.

Vi skal selvfølgelig kunne vejlede større virksomheder, men vores hovedfokus ligger på små og mellemstore virksomheder. Desuden skal vi have øje for, at 75 procent af de nye medlemmer, vi får ind i dag, ikke har noget med landbrug at gøre.

Positiv stemning
Samtidig hæf ter Jacob Christian Nielsen sig ved at mærke en positiv stemning for foreningen på medlemsmøder og DM&Es generalforsamling. Desuden glæder han sig over, at DM&E hurtigt har fået nye, kompetente konsulenter på plads og understreger, at tiden var moden til forandringer i ledelsen.

– Det var nødvendigt, hvis DM&E skal blive ved med at være relevant og nærværende for medlemmerne, understreger han og peger på ændringer i medlemsstrukturen.

Man finder således færre maskinstationer i DM&E porteføljen, fordi de bliver større gennem opkøb, mens den store medlemsvækst sker hos entreprenører og skoventreprenører, hvoraf det store flertal er små og mellemstore virksomheder (SMV).

Vi skal selvfølgelig kunne vejlede større virksomheder, men vores hovedfokus ligger på SMVer. Desuden skal vi have øje for, at 75 procent af de nye medlemmer, vi får ind i dag, ikke har noget med landbrug at gøre, siger Jacob Christian Nielsen.

I foråret fik DM&E stor medieopmærksomhed pga. indsatsen for at påvirke tolkningen af reglerne om registrering af landbrugsdiesel brugt på offentlige veje. Blandt andet dækkede TV 2 og DR sagen, da Jacob Christian Nielsen diskuterede reglerne med Aksel Duedahl, medejer af Langelund Maskinstation. Privatfoto.

Muligheder i treparten
Dertil kommer, tilføjer han, at medlemmerne formår både at håndtere deres eksisterende opgaver og tage fat i nye muligheder. Muligheder, der opstår som følge af den grønne omstilling, Grøn Trepartaftalen og den bæredygtige dagsorden.

De nye områder skaber ikke kun øget efterspørgsel efter rådgivning og støtte fra DM&E, men kræver også, at foreningen udvider sine kompetencer og arbejdsområder. Det er lanceringen af det nye brancheområde, Natur og Landskabspleje, i august i år et eksempel på.

Og så arbejder DM&E på at bane vej for medlemmer inden for blandt andet den grønne trepart. Et område, hvor store koncerner får udbuddene, påpeger Jacob Christian Nielsen.

– Men fra ledelseshold har vi over for ministeren for grøn trepart, Jeppe Bruus, understreget vigtigheden af at udforme udbuddene sådan, at SMVer også kan byde på opgaverne. SMVer – såsom vores medlemmer – kan udføre arbejdet lige så godt og har en fordel i at have lokalkendskab til området, hvor der skal arbejdes, forklarer Jacob Christian Nielsen.

Sammen med Thomas Kristensen, chef for medlemsservice, har han desuden bragt DM&Es medlemmer i spil over for beredskabsminister Torsten Schack Pedersen:

– Vi talte om, hvordan DM&E kunne lave et beredskab, så myndighederne kan trække på medlemmers kompetencer i krisesituationer affødt af klima og den usikre verdenspolitiske situation.

Tiden arbejder for DM&E
På en meget mere fredsommelig ’slagmark’ ser han gode perspektiver for DM&Es medlemmer. For Jacob Christian Nielsen ser en tendens til, at det er in at være ude blandt de unge.

– Der er rift om de små ungdomsårgange. Men mange unge tænker i grønne og håndværksmæssige baner, så på den måde arbejder tiden for os, siger Jacob Christian Nielsen. Derfor skal DM&E finde og fortælle de gode historier om unge i branchen og give foreningens medlemmer idéer til, hvordan de kan få fat i dem.

Desuden har DM&E en stor opgave i at være bindeled mellem foreningens medlemmer, de unge og uddannelsesinstitutionerne, fastslår Jacob Christian Nielsen.

Efter sit første travle år som direktør for DM&E glæder han sig til at fortsætte udviklingen af foreningen:

– Vi er næsten fuldtallige, ser fremad og er godt i gang med at skabe en ny holdånd i det nye DM&E. Et nyt DM&E, der bygger på det gamle og velfungerende fundament, tiltrækker nye medlemmer og peger ind i fremtiden.

Jacob Chr. Nielsen

● Direktør for Danske Maskinstationer og Entreprenører siden september 2024.
● Bestyrelsesformand, Camping Outdoor Danmark 2021-.
● Tidligere:
● Adm. direktør, Erhvervshus Sjælland.
● Forskellige bestyrelsesposter, blandt andet næstformand i Sydbank.
● Ledelsesposter i forskellige koncerner i Danmark og udlandet, herunder udstationeringer i England og Thailand.
● Uddannelse: HD i regnskab og økonomistyring, MBA (Leicester).
● Født i Vejle.
● Bor i Sønder Vilstrup ved Haderslev.
● 52 år.

Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.