Claus Lyng former firmaets fremtid cover
Hjem » Claus Lyng former firmaets fremtid

Claus Lyng former firmaets fremtid

​Claus Lyng nærmer sig den alder, hvor mange begynder at sikre pensionsmidlerne og investere lidt forsigtigt. Men med to unge sønner i ejerkredsen er der fuld fokus på at udvikle en virksomhed, der står stærkt i fremtidens marked. Og her spiller medlemskabet af DM&E en central rolle.

​Det var egentlig ikke meningen, at Claus Lyng skulle være selvstændig. Men i 1999 får den unge anlægsgartner sig alligevel et momsnummer, en pladevibrator og en håndfræser, så der kan laves lidt ekstra penge ved siden af jobbet som underviser på den lokale produktionsskole. For Claus har energi til mere end de fleste, og inden længe dropper han undervisningsjobbet for at koncentrere sig om sin blomstrende virksomhed som anlægsgartner.

’Lyng er der altid’

Claus Lyngs virksomhed vokser solidt gennem nullerne og 10’erne, og den udfører masser af små og mellemstore opgaver i lokalområdet omkring Aabenraa og Sønderborg. Området er i god udvikling, og det er virksomheden og dens omdømme også. Virksomheden vokser stille og roligt til nuværende størrelse med 35 ansatte, og anlægsgartneriet suppleres hen ad vejen med entreprenørvirksomhed. Det nye forretningsben giver adgang til nye kunder og større projekter, og kunderne kan lide den sønderjyske tilgang til tingene, hvor arbejdet udføres med umage og til tiden. Mens andre virksomheder i branchen kommer og går, bliver Lyng en faktor, man regner med i branchen. ’Lyng er der altid,’ lyder det i lokalområdet.

Traditionelle værdier er fremtiden

Spørger man Claus Lyng, hvad der er brug for i et marked, hvor opgaverne hele tiden ændrer sig , er han ikke i tvivl.

– Der er nogen, der siger, at det eneste konstante er forandring, men vi kan nu godt lige de gode gammeldags dyder, man finder i en ejerledet virksomhed: Den nære og personlige relation. At man altid finder tid og gør sig umage. At der frem for alt er ordentlighed i alt, hvad vi gør. Måske er vi lidt traditionelle, men vores seneste større investering er altså en lastbil, så vi er mere fleksible rent logistisk. For AI kan altså stadig ikke levere stabilgrus.

​AI er fantastisk, men det kan stadig ikke levere stabilgrus, siger Claus Lyng Entreprenør og anlægsgartner.

Store mundfulde uden hikke

Væksten i Lyng Entreprenør & Anlægsgartner er ikke uden drama, for på et tidspunkt går en stor kunde konkurs og påfører virksomheden er substantielt tab.

– Det giver både grå hår i hovedet og stof til eftertanke. For hvordan styrer vi den vækst, vi så gerne vil have? Vores første tanke er, at ingen kunde må fylde mere end 50% af forretningen, men den filosofi får hurtigt en udfordring. For i 2022 byder vi på en opgave for Nordborg Resort, der både udfordrer vores egen og vores leverandørers idé om, hvor store opgaver, det er muligt at påtage sig. Vi bruger næsten to år på tilbuddet, og hen ad vejen ser vi både hinanden og vores leverandører dybt i øjnene for at få tingene til at hænge stabilt sammen. 50%-filosofien kan vi heldigvis se bort fra, for mens vi planlægger opgaven, vokser forretningen nok til, at vi roligt kan tage den på os. Og vi lykkes, afleverer med succes – og nøglen er det tætte og koordinerede samarbejde med leverandører, hvor den fælles agenda var vækst uden vokseværk.

Samarbejde på agendaen

Evnen til at samarbejde med alle parters interesse for øje er en af kernekompetencerne i Lyng Entreprenør & Anlægsgartner, og efterhånden som entreprenørdelen af virksomheden er vokset, har Claus Lyng været på udkig efter et branchefællesskab, hvor der både var mulighed for at hente viden og ressourcer og for at bidrage til fællesskabet selv.

– Vi har altid fundet det naturligt at søge ind i faglige fællesskaber, så vi er fortsat medlem af Danske Anlægsgartnere. Men vores entreprenørvirksomhed har nu nået en størrelse, hvor vi har brug for den slags fællesskab og backup, der er i DM&E. Vi har allerede brugt DM&E i forbindelse med APV’er, juridisk rådgivning, kortservice og en række andre ting, som vi ikke har ressourcer til at løse på egen hånd, og vi er glade for den måde, de arbejder på. De er gode til at række ud til os med nyheder og ny viden, og vi håber, at vi kan bidrage anden den vej, så vi også bliver et aktiv for foreningen.

Klar til anden generation

Lyng Entreprenør & Anlægsgartner er netop etableret som aktieselskab, som Claus Lyngs to sønner er trådt ind i. Og det er vigtigt for Claus Lyng, at sønnerne er omgivet af gode faglige rådgivere, så der både er mulighed for arbejde i og på virksomheden. ’

​Mine sønner skal have lov at udvikle virksomheden videre på deres egen måde, siger Claus Lyng.

– Det giver mig energi og motivation at få dem ind i virksomheden, for nu er det så min opgave at bygge en fremtid for dem gennem virksomheden. Medlemskabet af DM&E er en vigtig ressource for dem, så har de både adgang til den nyeste viden gennem foreningen og deres ’ældre’ kollegers erfaringer hen over frokosten. Det er sundt at få begge perspektiver med, og jeg vil gerne give dem de bedste forudsætninger for at udvikle virksomheden på deres egen måde.


Nordborg Resort

Nordborg Resort har opnået DGNB Guld-certificering (et internationalt bæredygtighedsmærke), hvilket er en markør for, at byggeriet, materialerne, energiforbruget og naturhensyn er tænkt ind fra start til slut. Claus Lyng og hans team stod for alt så- og plante- arbejde samt det nødvendige forarbejde.

Teamet gennemførte et omfattende så-arbejde, herunder en engblanding på et ca. 40 hektar stort udeområde. Derudover plantede Claus Lyngs team ca. 6.000 træer og buske og etablerede bænke og belysning rundt i terrænet. Udbudsfasen strakte sig over ca. ét år og selve udførelsesfasen forløb over en periode på to år.

​Det er den største opgave, vi har budt på til dato. Med den erfaring i ryggen er vi nu langt bedre rustet til den type projekter fremover – et markant boost for virksomheden og et springbræt til at vokse!


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.