Stigende diesel- og råvarepriser har længe presset erhvervet. Nu slår konsekvenserne for alvor igennem hos entreprenører og maskinstationer. Ifølge branchedirektør Jacob Chr. Nielsen i DM&E vil det i stigende grad kunne mærkes hos danske boligejere og forbrugere, som i forvejen er presset af blandt andet høje benzinpriser – og derfor sætter organisationen nu ind med konkrete værktøjer til medlemmerne.
Pressemeddelelse:
Brancheorganisationen DM&E repræsenterer virksomheder, der hver dag udfører nødvendige opgaver i landbruget, skoven og under jorden – fra kloakarbejde til fødevareproduktion. Prisstigninger på diesel og materialer er ikke nye, men presset er nu så stort, at det for alvor slår igennem hos medlemsvirksomhederne.
Samtidig arbejder DM&E målrettet på at klæde medlemmerne bedre på til situationen gennem rådgivning og konkrete værktøjer til at håndtere de stigende omkostninger.
– Vi har længe set stigende priser, men vi er nået til et punkt, hvor vores medlemmer ikke længere kan absorbere dem. Det betyder, at regningen enten bliver sendt videre – eller at opgaver bliver udskudt eller fravalgt. Og det rammer i sidste ende danskerne, siger Jacob Chr. Nielsen, branchedirektør i DM&E.
Rammer hele værdikæden
Brancheorganisationen fremhæver, at de stigende dieselpriser påvirker hele værdikæden i blandt andet kloakbranchen.
– Det starter hos producenterne, hvor både produktion og transport bliver dyrere. Derefter rammer det leverandørerne med højere udgifter til fragt, lager og levering. Og til sidst står kloakmesteren med regningen – til maskiner, biler, materialekørsel, bortkørsel af jord og den daglige drift, forklarer branchedirektør Jacob Chr. Nielsen.
Ifølge ham forsvinder regningen ikke undervejs, men bevæger sig gennem hvert led i kæden – og ender til sidst hos forbrugerne.
– Prisstigningerne stopper ikke hos entreprenøren. De bevæger sig gennem hele kæden og lander til sidst hos den enkelte familie. Det er en regning, der er til at mærke i et almindeligt husholdningsbudget. Hvis vi vil undgå, at regningen vokser yderligere for danske familier, er det oplagt at se på rammevilkårene – herunder afgifterne på brændstof, siger Jacob Chr. Nielsen.
Når nødvendige opgaver bliver dyrere
For mange boligejere handler det ikke kun om prisstigninger – men også om opgaver, de ikke kan vælge fra.
– Det her er ikke luksusforbrug. Det er nødvendige opgaver, som mange boligejere før eller siden står overfor, siger Jacob Chr. Nielsen.
Ifølge Miljøstyrelsen er cirka 35 % af det kloakerede areal i Danmark stadig fælleskloakeret. Når kommuner vedtager kloakseparering i spildevandsplaner, kan grundejere blive pålagt at udføre arbejdet på egen grund. Når stikledninger er ført frem til skel, har grundejeren pligt til at tilslutte sig.
I Københavns Kommune alene kan mellem 3.000 og 9.000 grundejere blive berørt, og udgifterne for villaer og rækkehuse kan ligge mellem 10.000 og 50.000 kr. Det betyder, at mange boligejere både kan blive ramt af stigende priser og konkrete krav om at få udført arbejde – for egen regning.
– Når prisstigninger og påbud rammer samtidig, bliver det en reel økonomisk udfordring for mange helt almindelige danskere, siger Jacob Chr. Nielsen.
Fra mark til middagsbord
De stigende brændstofpriser påvirker også landbruget og fødevareproduktionen. For maskinstationer og landmænd betyder dyrere diesel, at alle opgaverne bliver dyrere – fra såning til høst.
Det pres påvirker ikke kun erhvervet, men slår også igennem hos forbrugerne. Fødevarer bliver dyrere, investeringer i grøn teknologi udskydes, og klimavenlige løsninger risikerer at blive nedprioriteret. Samtidig kan produktion flytte til lande med lavere miljøstandarder – med den konsekvens, at forbrugerne betaler mere for mad, der samtidig er mindre bæredygtigt produceret.
– Det her handler ikke kun om erhverv. Det handler om, hvad der ligger på middagsbordet – og hvad det koster, siger branchedirektøren.
Ruster medlemmerne til stigende priser
DM&E tager nu aktivt skridt for at hjælpe medlemmerne gennem situationen. Allerede i morgen afholder organisationen to webinarer, hvor virksomheder får konkrete værktøjer til at håndtere de stigende omkostninger – herunder muligheder for prisregulering, dieseltillæg og håndtering af kontrakter.
Her bliver der blandt andet sat fokus på:
– Kan du regulere dine priser?
– Kan du indføre dieseltillæg?
– Hvad gør du, hvis du er bundet af en kontrakt?
– Vi kan ikke fjerne prisstigningerne, men vi kan hjælpe vores medlemmer med at håndtere dem bedst muligt, siger Jacob Chr. Nielsen.
For yderligere information, kontakt venligst: Branchedirektør Jacob Chr. Nielsen:
[email protected] / +45 20 55 06 21.
Læs mere om de to webinarer
her.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold