​Nye krav til selektiv nedrivning er godt i gang ude på pladserne. Men store forskelle i kommunal praksis og manglende rammer for genbrug gør det sværere end nødvendigt at omsætte ambitionerne til virkelighed.

​De nye krav til selektiv nedrivning er rullet ud – men hvordan fungerer de i praksis, og hvad skal der til, hvis ambitionerne om mere genbrug skal lykkes? Hos Filskov Entreprenør ApS har virksomhedsejer Bettina Mikkelsen nu gjort sig de første konkrete erfaringer. Den første sag omfattede en ældre landbrugsejendom ved Nollund nær Grindsted på 325 kvadratmeter.

Siden er der fulgt flere projekter til – blandt andet selektive nedrivninger i Vejle/Lindved (2.148 og 525 kvadratmeter), i Give (439 kvadratmeter) samt en større sag i Silkeborg på 463 kvadratmeter i forbindelse med byggefornyelse.

Erfaringerne spænder derfor bredt – både geografisk og i kompleksitet. Og selv med nye krav er konklusionen fra Bettina egentlig ret enkel:

– Det kører lige, som det plejer – vi har bare fået noget ekstra dokumentation.

Det kommer an på kommunen

Samarbejdet med kommunerne er afgørende – og her oplever virksomheden store forskelle.

– Vi har haft et rigtig godt samspil med Billund Kommune. De er gode at tale med, og de ringer også og spørger ind. Men sådan er det ikke alle steder.

Nogle kommuner kører det meget slavisk, mens andre er mere dialogbaserede. Og så er der forskel på, hvor meget de ved om reglerne, fortæller Bettina.

Det betyder i praksis, at man hos Filskov Entreprenør må navigere i forskellige systemer og arbejdsgange fra kommune til kommune – selvom lovgivningen er den samme.

– Vi mangler en mere ensartet proces. Det ville gøre det meget lettere for alle parter, siger hun.

Det tager tid – og det koster

De nye krav har især medført mere administrativt arbejde. Hos Filskov Entreprenør har man valgt at gå grundigt til værks:

– Vi udfylder hele den standardiserede nedrivningsplan, så kommunen får det fulde overblik med det samme. Det giver kvalitet – men også ekstra tidsforbrug. En plan tager omkring tre timer at udarbejde, og dertil kommer bilag og ansøgninger via Byg og Miljø. Og samtidig er der forskel på, hvordan gebyrer håndteres. Nogle kommuner sender regningen til os, andre til bygherren. Det gør det svært at gennemskue økonomien på forhånd.

Derfor er dokumentationsarbejdet nu en fast del af tilbuddene:

– Vi lægger et ekstra beløb ind og er åbne omkring det. Det er nødvendigt, siger virksomhedsejeren.

Genbrug er ikke bare lige

På byggepladsen fungerer kildesorteringen efter hensigten. Men når det gælder genbrug, er virkeligheden mere kompleks.

– Vi sorterer noget fra til genbrug, men det er et kapacitetsproblem. Materialerne skal med hjem og opbevares, efter de er kildesorteret på pladsen – og det kræver plads, vi ikke altid har.

Materialer som bjælker og spær finder ofte nye ejere, mens mursten sjældent gør:

– Rensning af mursten er dyrt, og det er de færreste, der har råd til det. Derfor giver det i mange tilfælde bedre mening at knuse materialerne.

Beton er til gengæld en succeshistorie:

– Vi nedknuser det og bruger det som bundfyld på veje og parkeringspladser. Der er mangel på grus i Danmark, så der er faktisk stor efterspørgsel på det.

– På en typisk ejendom kan vi nemt have omkring 250 tons beton. Det bliver knust og genanvendt med det samme, så det er en løsning, der fungerer i praksis – både økonomisk og logistisk.

– Der er ligefrem folk, der står på venteliste til det, så det er et område, hvor genbrug allerede giver rigtig god mening.

Men hvis genbrug for alvor skal løftes, kræver det bedre rammer:

– Det kunne give værdi, hvis der var bedre overblik over aftagere af genbrugsmaterialer. Det er en vigtig brik, hvis vi skal lykkes.

Reglerne skal være til at regne med

Selektiv nedrivning udgør i dag omkring halvdelen af virksomhedens opgaver – primært de større projekter. Men erfaringerne peger også på behovet for en mere ensartet håndhævelse af reglerne.

– Vi oplever, at grænserne ikke altid bliver administreret ens. Det skaber usikkerhed – og i nogle tilfælde også konkurrenceforvridning.

Ifølge Bettina er det afgørende, at reglerne håndhæves konsekvent – og at grænserne ikke kan omgås i praksis:

– Jeg mener faktisk, at grænsen bør ned på 50 kvadratmeter. Vi ser eksempler på, at nogen søger på en hel ejendom, får at vide at det skal være selektiv nedrivning – og så trækker de sig. Bagefter søger de igen – men kun på dele af bygningen, og regner med at resten ‘ryger med’. På den måde kan man i praksis omgå reglerne.

Samtidig peger hun på, at der også er behov for større sikkerhed i sagsbehandlingen:

– Kommunerne er ikke altid skarpe på beregningerne. De skal blive bedre til at læse BBR og forstå projekterne. I det eksempel, jeg nævnte før, var nedrivningen på 294 kvadratmeter og dermed klart omfattet af kravene til selektiv nedrivning – og alligevel kunne det omgås.

Det skaber frustration ude i branchen:

– Det er træls at stå som fagmand og opleve den slags. Hvis ikke alle arbejder efter de samme rammer, bliver det svært at skabe en fair branche – og endnu sværere at løfte genbrugsagendaen.

Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold