Hjem » Er der opgaver i lysåbne områder i skoven?

Er der opgaver i lysåbne områder i skoven?

Mange skovejere har mindre lysåbne arealer i skoven – omkring søer, moser, vildtagre, skovenge eller tidligere landbrugsarealer.

Oftest gentilplantes arealerne. I mange tilfælde kan der være økonomi til at holde dem åbne og søge tilskud gennem ordningen Pleje af græs- og naturarealer. Den 7. juli – 22. september kan der søges tilskud.

For skovejeren kan det være værd at overveje, om de max 10 % lysåbne arealer, man må have op til i skoven, giver større værdi som naturarealer med tilskud end som genplantet skov. Samtidig kan åbne arealer omkring søer og vådområder forbedre biodiversiteten, skovklimaet og skabe attraktive forhold for vildtet. En gevinst ejeren kan se og opleve.

Ordningen giver tilskud til arealer, der f.eks. plejes i en 5-årig periode med slåning af slæt. Tilskuddet i sig selv er op til 1.050 kr. pr. ha pr. år. Et areal er egnet, når det er et sammenhængende område over 0,1 ha, der har HNV-værdi på 5 eller derover, og/eller hvis halvdelen ligger i Natura 2000-udpegning.

For skoventreprenører og maskinstationer er forretningen ikke direkte i støttekroner fra slåning af områderne, men dialogen kan åbne døren for nye opgaver inden for naturpleje, rydning og vedligeholdelse af lysåbne arealer. Det er også muligt at få tilskud til rydning og hegning af tilgroede naturarealer. Ansøgningsrunde forventes oktober 2026.

Tre gode spørgsmål til lodsejeren:

  • Har du undersøgt, om dine lysåbne arealer kan indgå i Pleje af græs- og naturarealer?
  • Kan nogle af arealerne til genplantning forblive lysåbne og give bedre værdi som naturarealer med tilskud?
  • Kunne arealer omkring søer, moser og skovenge styrke både biodiversiteten og jagtværdien, hvis de holdes åbne?

Naturpleje er en del af skovdriften, som kan løses med maskiner, vi allerede har, og er en oplagt mulighed for DM&E medlemmer.

Derfor kan et enkelt spørgsmål fra entreprenøren eller maskinstationen være starten på en løsning, der gavner både økonomien, skoven, naturen og jagten.

Tilskudsordningerne til natur er ikke nye for landbruget – men det er oplagt at bruge dem aktivt som en del af sin skovforvaltning, når det nu er muligt.  

DM&E rådgiver gerne med inspiration til opgaveløsning og formål med tilskudsordningerne i naturpleje.

Ansøgning om støtte varetages af landbrugsrådgiverne, som arbejder med det hele tiden og derfor er de bedste til at yde vejledning, og vi har gode folk at henvise til.

Læs mere om ordningen her.


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.