Hjem » Egeprocessionsspinderen er kommet for at blive – men tag det helt roligt

Egeprocessionsspinderen er kommet for at blive – men tag det helt roligt

Egeprocessionsspinderen har sandsynligvis været her længe – og den er kommet for at blive. Heldigvis er der ingen grund til at gå i larvepanik.

Som brancheorganisation anbefaler vi, at man tager det helt roligt – og tager de rette forholdsregler. På siden her har vi samlet konkrete råd, relevante faktaark og erfaringer fra vores hollandske kolleger om sikkert arbejde og rengøring af maskiner.

Så klø på med arbejdet – bare helst ikke på huden.


Tjek området, før motoren startes

Inden arbejdet begynder i et område med egetræer, bør den ansvarlige spørge kunden eller lodsejeren, om der tidligere er fundet egeprocessionsspindere på arealet.

Kig efter gråhvide, silkeagtige reder på stammen og kraftige grene, larver i lange rækker og eventuelle skilte eller afmærkninger.

Fund kan også indberettes og ses i Arter-appen, som SGAV henviser til. Appen kan vise registreringer i nærheden og bruges til at indsende et fund med foto og præcis position. Et område uden registreringer i appen er dog ikke nødvendigvis frit for larver.

Hvis der er konstateret eller mistanke om egeprocessionsspindere:

  • Informér alle medarbejdere på opgaven
  • Lav en konkret risikovurdering
  • Vurdér vindretning og vejrforhold
  • Planlæg arbejdet, så larver, reder og jorden under angrebne træer forstyrres mindst muligt
  • Stop og kontakt den ansvarlige, hvis der dukker reder op under arbejdet

Læs mere om appen Arter her


Erfaringen fra Holland: Det almindelige arbejde er den oversete risiko

Vores hollandske kolleger i Cumela har arbejdet med egeprocessionsspinderen i mange år. Deres vigtigste erfaring er, at man ikke behøver at arbejde direkte med larverne eller fjerne en rede for at blive udsat for brandhårene.

Det kan ske ved helt almindeligt arbejde som:

  • rabatslåning og græsklipning
  • hegnsklipning og beskæring
  • fældning, udkørsel og flishugning
  • naturpleje og oprydning efter stormfald
  • rengøring og service af maskiner bagefter

Brandhår kan ligge i græs, jord, grene og gamle reder og blive hvirvlet op af roterende maskiner. Cumela anbefaler derfor en kort risikovurdering umiddelbart før arbejdet: Kan medarbejderen genkende larven? Er øjne, hud og luftveje beskyttet? Er der rent skyllevand med? Er der taget højde for vinden?  Ved arbejde fra en maskine med kabine bør døre og vinduer holdes lukkede, og kabinefiltre og ventilation skal indgå i risikovurderingen. Undgå samtidig at skabe unødigt støv omkring egetræer, reder og den omkringliggende jord.


Rengør maskinen – uden at puste problemet videre

Risikoen stopper ikke, når motoren bliver slukket. Brandhår kan sætte sig på blandt andet:

  • klippere og buskryddere
  • skovmaskiner, kraner og grabber
  • motorsave og håndværktøj
  • førerhuse og sæder
  • filtre, kølere, arbejdstøj og fodtøj

Efter arbejde på et berørt areal bør maskiner og udstyr derfor rengøres grundigt, før de sendes videre til næste opgave. Det mindsker risikoen for at udsætte den næste maskinfører, kunden eller værkstedets medarbejdere og for at føre brandhår og andet biologisk materiale videre til en ny lokalitet.

Rengøringen skal ske forsigtigt. Undgå trykluft, løvblæsere og hård højtryksrensning, fordi det kan hvirvle brandhårene op igen. De aktuelle vejledninger peger i stedet på befugtning, aftørring, forsigtig vask eller egnet støvsugning under kontrollerede forhold. Vær særligt opmærksom ved rengøring af undersider, førerhus, kølere og filtre. Forurenet arbejdstøj bør ikke tages med hjem. Ved mistanke om kontakt skal tøjet håndteres separat og vaskes ved mindst 60 grader.

Hent faktaarket om sikker håndtering


Stop, dokumentér – og aftal ekstraarbejdet

Hvis der findes larver eller reder under en opgave, bør arbejdet i det berørte område stoppes. Hold afstand, informér kunden eller lodsejeren, og dokumentér fundet med adresse, GPS-position og foto – uden at gå tættere på reden for at få et bedre billede.

En forekomst kan medføre:

  • ventetid eller udsættelse af arbejdet
  • ændret arbejdsmetode eller plejeplan
  • behov for særlige værnemidler
  • professionel bekæmpelse
  • ekstra rengøring af maskiner og udstyr

Det er derfor vigtigt at aftale på forhånd, hvordan sådanne ekstraomkostninger håndteres. På den måde bliver nødvendig specialrengøring ikke en gratis ekstraopgave, og både kunde og entreprenør ved, hvad der gælder, før problemet opstår.


Hvis du bliver udsat for brandhår

Efter kontakt med larver, reder eller brandhår:

  • Skyl huden forsigtigt med vand, og vask dig derefter grundigt.
  • Skyl øjnene grundigt, hvis der er mistanke om hår i øjnene.
  • Tag forurenet tøj af, og vask det ved mindst 60 grader.
  • Undgå at gnide eller kradse huden.
  • Søg læge ved kraftige symptomer.
  • Søg straks lægehjælp ved vejrtrækningsbesvær eller hævelse i ansigt eller hals.

De fleste får ingen symptomer eller oplever primært forbigående kløe og udslæt. Alvorlige reaktioner forekommer sjældent.

Læs mere om symptomer og forholdsregler

Har du spørgsmål ang. Egeprocessionsspinderen, kan du kontakte Thomas Kristensen: [email protected].


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.