Agrometer udvikler og producerer avanceret udstyr til blandt andet gyllehåndtering – og her er kunden altid en vigtig del af udgangspunktet.
For Jakob Thisgaard, der i dag både arbejder med salg og produktudvikling, begyndte rejsen for 12 år siden på en messe.
– Jeg kom tilfældigt forbi Agrometers stand på Agritechnica og blev imponeret over, at den slags udstyr blev produceret i Danmark.
Det ville jeg være en del af, fortæller han. Kort efter blev han ansat – og siden har han arbejdet både i salg, service og udvikling.
Tæt kontakt til kunderne
Den brede erfaring er i dag én af Agrometers største styrker.
– Jeg har arbejdet med både salg og teknik, og det betyder, at jeg har opbygget et stort netværk og fulgt mange kunder gennem flere sæsoner. Det giver en dybere forståelse for deres behov, siger Jakob Thisgaard.
Netop den tætte kontakt til kunderne er central for virksomheden.
– Det er en stor fordel, at vi både udvikler og producerer selv. Der er kort vej fra kunden til produktionen hos os. Det betyder, at jeg som en del af udviklingsarbejdet også er ude hos kunden dagen efter – og helt konkret står og sparker til både dæk og jordknolde.
Fra kundebehov til konkrete løsninger
Hos Agrometer spiller kundeinput en vigtig rolle i udviklingen – men det sker altid i samspil med virksomhedens egen erfaring og faglighed.
– Jeg kan ikke love kunden, at vi laver præcis det, de ønsker. Men jeg lover altid, at vi tager deres input med videre.
– Det handler om at kombinere vores faglige vurdering med deres praktiske erfaringer. Flere af virksomhedens nyeste løsninger tager netop afsæt i dialogen med kunderne.
– De seneste maskintyper, vi har lanceret, tager i høj grad afsæt i konkrete kundeinput, som vi videreudvikler på med vores egen erfaring og tekniske viden.
Et konkret eksempel er udviklingen af en 2-akslet bugseret gylleudlægger:
– Vi havde en model, der kunne arbejde med et 12 meter redskab i liften. En kunde foreslog, at vi også skulle kunne montere et 18 meter redskab, så man kunne reducere antallet af overkørsler og passe bedre ind i et system med 36 meter kørespor. Det gav god mening, og vi arbejdede videre med idéen med udgangspunkt i vores tekniske viden og erfaring.
Men udviklingen sker altid med hele markedet for øje:
– Vi udvikler ikke til én kunde – men til hele markedet. Det handler om at balancere kundernes ønsker med vores erfaring og markedskendskab, siger han.

Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
