De næste medarbejdere kommer ikke af sig selv – men de kan komme forbi din virksomhed.
Med juniormesterlære får unge i 8. og 9. klasse mulighed for at prøve kræfter med arbejdslivet, mens de stadig går i skole. For maskinstationer, entreprenørvirksomheder og skoventreprenører er det en oplagt mulighed for at vise branchen frem og give unge et realistisk indblik i en hverdag fyldt med faglighed, teknologi og ansvar.
Måske bliver et praktikforløb det første skridt mod en kommende elev, medarbejder eller kollega i branchen.
Hvis du gerne vil have en elev i juniormesterlære, er det typisk den lokale folkeskole eller kommunen, der etablerer samarbejdet med virksomheden. Ordningen er lokalt organiseret, så det er en god idé at kontakte skolen eller kommunens ungevejledning, hvis du vil høre mere om mulighederne.
Nye regler giver nye muligheder
Samtidig med at juniormesterlære er blevet en del af hverdagen i mange kommuner, er reglerne om unges arbejde blevet ændret.
Tidligere var der en lang liste over maskiner og arbejdsopgaver, som unge under 18 år som udgangspunkt ikke måtte arbejde med. Den liste er nu afløst af en mere fleksibel tilgang.
Det betyder ikke, at alt er blevet tilladt. Til gengæld betyder det, at du som virksomhed i højere grad skal vurdere den enkelte unge og den konkrete arbejdsopgave. Kan opgaven udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt? Har den unge fået den nødvendige oplæring og instruktion? Er der det rette opsyn? Det er de spørgsmål, der nu er centrale.

En god oplevelse går begge veje
Når en ung starter i virksomheden, er det sjældent de store maskiner, der afgør, om forløbet bliver en succes.
Det handler ofte mere om at blive taget godt imod, få en grundig introduktion og opleve, at der er tid til spørgsmål og læring. En ung, der føler sig tryg og bliver en del af fællesskabet, får både større lyst til at lære og et bedre indtryk af branchen.
Det er samtidig en god anledning til at få set dine egne instruktioner og arbejdsgange igennem. En klar introduktion og en konkret vurdering af de opgaver, den unge skal løse, skaber et godt grundlag for samarbejdet – både for virksomheden og for den unge.
Er du i tvivl?
Reglerne er blevet mere fleksible, men de stiller også større krav til virksomhedens vurderinger. Derfor kan det være en fordel at få sparring, inden en ung starter.
Hos DM&E hjælper vi gerne med at afklare reglerne om unges arbejde, risikovurdering og praktikforløb, så både virksomheden og den unge får de bedste forudsætninger for et godt samarbejde.
Målet er enkelt: Flere unge skal have en god oplevelse i branchen og få lyst til at vende tilbage som elever og fremtidige kolleger.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
