Hjem » Ammoniak får grønt lys som N-gødning

Ammoniak får grønt lys som N-gødning

Efter mere end otte måneders usikkerhed er det nu lykkedes at få en tilladelse til at anvende og nedfælde flydende ammoniak (NH3) som kvælstofgødning til landbrugsafgrøder. Da det ikke har været nævnt i sikkerhedsdatabladet, at ammoniak er godkendt og egnet til nedfældning som gødning i landbruget, har det de facto ikke været tilladt siden 1. januar 2023.

En af de første udfordringer kom frem, da det blev oplyst, at NH3 på grund af den kemiske sammensætning er at sammenligne med kemikalier i forbindelse med godkendelse. Det blev udfordringen bestemt ikke mindre af.

Den store opgave har været at beskrive, hvad der sker i jorden i det øjeblik, der nedfældes ammoniak. Hvordan påvirker det mikrobiologien (regnorme, biller, insekter med mere)? Der skulle udarbejdes et eksponeringsscenarie.

At der er anvendt NH3 i mere end 60 år i Danmark, og at jorden – og mikrobiologien ved selvsyn – ikke har taget skade af det, er IKKE noget argument.
At NH3 er en af de mest drifts-, miljø- og næringsstofsikre kvælstofkilder, vi kender, er IKKE et argument.
At vi om kort tid har gang i Power-to-X i Danmark, og derved kan producere grøn og lokal ammoniak i Danmark, er IKKE et argument.

Gennembrud i NH3-dosering: DM&E samarbejder med DAKOFO for sikker anvendelse

Efter en lang og til tider udfordrende proces, hvor syv parter – inkl. DM&E – har samarbejdet med DAKOFO som tovholder, er det lykkedes at få foretaget forskellige beregninger samt litteraturstudier.

Alt er foretaget flere gange, da der er adskillige forskellige forudsætninger med hensyn til nedbrydningstid for NH3 i jorden, jordens sammensætning med mere, der har indvirkning på de doseringer, der endeligt kan vise sikker anvendelse ved nedfældning af ammoniak ved forskellige arbejdsdybder.
Ovennævnte forudsætninger ligger til grund for de tilladte maksimale doseringer ved forskellige arbejdsdybder, der er i skemaet herunder:

ArbejdsdybdeMax. dosering NH3 pr. Ha.
5 cm29 kg/Ha.
10 cm59 kg/Ha.
15 cm89 kg/Ha.
20 cm118 kg/Ha.

DM&E er tilfreds med, at det nu er lykkedes at bibeholde den arbejdsopgave, der er med at nedfælde NH3. Det er naturligvis ærgerligt, at der er kommet begrænsninger på tilladt dosering. Rent praktisk skal slutbruger modtage en erklæring fra leverandøren, hvoraf det fremgår, at NH3 er tilladt at anvende.

→ Læs den officielle pressemeddelelse her

For yderligere information, kontakt venligst Thomas Kristensen, chefkonsulent DM&E Maskinstation, th@dmoge.dk, +45 7641 3665


Se nyheder med samme emne

Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold


Læs også:

    Kontakt os

    Få et hurtigt overblik over de fordele, du har glæde af som medlem af DM&E.