DM&E’s skoventreprenør-kollegaer i EU i fælles opråb:
At gennemføre REDIII uden en realistisk implementeringsperiode vil alvorligt skade EU’s skoventreprenører.
Den 21. maj blev REDIII-direktivet implementeret uden nogen velforberedt implementeringsperiode. Denne pludselige ændring har haft alvorlige konsekvenser for skoventreprenører og biomassekøbere i hele Europa – især i Danmark, som håndterer en betydelig del af EU’s biomasse.
Biomasse og flis, der er høstet i god tro under REDII-reglerne og lagret til den kommende varmesæson, kan nu ikke længere sælges til anlæg over 7,5 MW. Den tilbagevirkende ændring har gjort store mængder certificeret træ værdiløst – selvom det er høstet i henhold til gældende regler.
Store investeringer
Skoventreprenører har investeret massivt i maskiner, lagerkapacitet og logistik for at sikre forsyningssikkerheden. De økonomiske tab overstiger langt, hvad REDIII kan retfærdiggøre – selvom det handler om en grøn dagsorden.
En særlig bekymring gælder biomasse fra hedeområder, som høstes som led i myndighedsgodkendt naturpleje. Uden mulighed for salg af denne biomasse til store varme værker risikerer lodsejere at måtte opgive plejen af beskyttede naturområder, hvilket kan føre til tilgroning og tab af biodiversitet.
Skovbranchen støtter REDIII’s mål – men opfordrer til:
- En 12-måneders overgangsperiode for tilpasning.
- En revurdering af reglerne for biomasse fra hedeområder.
- En samarbejdsmodel for implementering, hvor ansvar deles mellem entreprenører og biomasseforbrugere.
CEETTAR’s medlemmer inden for skovbrug står klar til at tage en dialog med Europa-Parlamentet og andre relevante parter om de rammer og procedurer, der påvirker de skoventreprenører, som løfter opgaven i praksis.
For yderligere information, kontakt venligst Tor Albrechtsen Konsulent – Skov T: +45 7641 3662 / E: [email protected]
