Du har allerede lagt mærke til, at opgaverne i vores branche vokser og vokser. Den grønne trepart, den europæiske oprustning og væksten i byerne driver efterspørgslen, mens det samtidig bliver sværere og sværere at rekruttere i alle brancher. Så, hvordan følger man med uden at falde af cyklen? Få her fire gode råd til, hvordan du kan skabe effektiv drift ved at prioritere det vigtigste og outsource resten.
Det er nemt at arbejde i sin virksomhed, men svært at arbejde på den. Så indimellem giver det mening at bruge fem minutter på at filosofere. Prøv for eksempel at spørge dig selv, hvad arbejdstiden er gået med de sidste to uger? Hvor mange timer gik til at løse opgaver i marken? Hvor mange til bogføring og lønadministration? På forsikringer, udbudsregler, EU-ansøgninger? På IT-problemer? På personaleledelse? Hvor meget af det, du bruger tiden på, kan du egentlig fakturere?
1. Vær opmærksom på, at din tid ikke er gratis
Når du selv klarer alt det, du ikke kan fakturere, påfører du dig selv det, som økonomer kalder alternativomkostninger. Alternativomkostninger er det, du taber ved at bruge din egen ekspertressource på ting, du kunne have fået andre til at gøre billigere og i mange tilfælde bedre. Du bruger med andre ord din egen, dyrebare tid på at udføre en billig opgave, mens du taber egen omsætning, ressourcer til salg, overblik til udvikling og tid til ledelse. Det er der heldigvis en god vej ud af, og den er at outsource alt det, du ikke er bedst til.
2. Gør det bare mere systematisk
Og bare rolig: Outsourcing er helt naturligt, og du gør det i forvejen. Du har en revisor til dit regnskab, en mekaniker til din bil, et rengøringsselskab til kontoret og et advokatkontor når det brænder fremfor en egen ansat jurist. Det er sund fornuft, det virker allerede for dig og i forhold til regnskab og administration er der evidens for at virksomheder sparer op til 40% af omkostningerne ved outsourcing. Spørgsmålet er bare, om du er systematisk og konsekvent nok i den tankegang, eller om du stadig bruger tid og energi på opgaver, du reelt set burde købe dig fri af.
3. Forstå nødvendigheden af outsourcing ved nye opgaver og udbud
Når outsourcing er værd at tænke over lige nu, så er det fordi, det er en løsning på udfordringer og et svar på de muligheder, der venter dig lige om lidt, og som kræver din ekspertise og din fulde opmærksomhed. Den første opgave er at være i stand til tage den grønne treparts nye opgaver ind, som for eksempel naturforvaltning, biodiversitetspleje og habitat-etablering. Det er nye områder, der kræver partnerskaber og outsourcing for at være med fra starten. Derudover vil staten og kommunerne udbyde via EU-regler, der kræver, at du kan skrive tilbud, dokumentere kompetencer og navigere i udbudsmateriale. Det kræver administrativ kapacitet, som meget få af os har in-house. De, der outsourcer den kapacitet, kan byde på opgaverne. Dem, der ikke gør, må se andre få kontrakterne. Og så er der manglen på medarbejdere. Mere end hver fjerde virksomhed i vores branche har forgæves forsøgt at rekruttere det seneste år, og derfor giver det endnu mere mening at sørge for, at dine folk bruger tiden på det, du rent faktisk tjener penge på.
4. Outsourcing – ikke kun for større virksomheder
Det er en gammel fordom om outsourcing, at det kun kan betale sig for de største virksomheder. Brugt med omhu, er outsourcing en måde at styrke sin konkurrencekraft på uden at gøre organisation, kontorer, maskinpark og administration større end nødvendigt. Med en gennemtænkt strategi for outsourcing gør du faste omkostninger fleksible, mens du reducerer din risiko og kapitalbinding. Og vil du vide mere om, hvordan du kommer i gang med intelligent outsourcing, så er DM&E klar til at sende dig afsted med rådgivning, der er specifik for vores branche.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold
